fbpx

Fem danske hopper imod Icecapada

Tirsdagens bedst betalte opgør på Norges nationaldag er Fam. Nagell-Erichsens Hoppeløp over 1800 meter, hvor vinderen får 125.000 kroner. Her starter Niels Petersens 4-årige Icecapada for første gang i år på skandinavisk jord, og fem af hendes otte konkurrenter kommer fra Danmark.


Icecapada vandt Dianalöpning i 2015. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Icecapada vandt Dianalöpning i 2015. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Icecapada afsluttede sin fremragende klassiske sæson med at vinde Stockholm Fillies’ & Mares’ Stakes med tre længders afstand til Amie Noire.

Siden blev hun fløjet til Dubai, hvor hun nåede to starter i millionopgør på Meydans græs og var henholdsvis femte og fjerde gennem mål.

Senest var hun fjerde over 2000 meter i Tyskland, og hun kommer dermed i glimrende løbsform til tirsdagens opgave, hvor hun formentlig bliver nationaldagens allerstørste favorit.

Elione Chaves afsoner sin tre-dages-udelukkelse fra Pramms-aftenen, hvilket betyder at Nils Petter Gills tidligere kontraktrytter Rafael Schistl hentes op fra Tyskland for at ride Icecapada.

Niels Petersen starter desuden også sidste års danske Oaks-vinder, Mai Pen Rai, og Elkær Stutteris 6-årige Zarzuela i opgøret.


Hoku/Manuel Santos besejrer Land's End/Per-Anders Gråberg i Åbningsløb. Foto: Burt Seeger.
Hoku/Manuel Santos besejrer Land’s End/Per-Anders Gråberg i Åbningsløb. Foto: Burt Seeger.

Den danske brigade kommer både fra Klampenborg, Odense og Aarhus og anføres af Bent Olsen-trænede Hoku, der i sin sæsondebut besejrede 2000 Guineas-vinderen Land’s End med hoved på Klampenborg.

Hoku vandt senest over 1200 meter, men hun har tidligere også vist klassen over både 1600 og 1800 meter.

Holy Roman Emperor-datterens store akilleshæl har været startøjeblikket, hvor hun ofte har mistet adskillige længder, men det ser nu ud til at være et overstået kapitel og hun var lynhurtigt ude af boksen i sæsondebuten.


Imagine (DEN). 7-årig hoppe v. Singspiel - Liberty (Kris). Foto: Burt Seeger.
Imagine på Klampenborgs staldrundgang i april. Foto: Burt Seeger.

Søren Jensen-trænede Imagine, der ligesom Niels Petersens Zarzuela både er ejet og opdrættet af Elkær Stutteri, sæsondebuterer med et handicap på 80 efter kun fem starter i fjor.


Caitling. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Caitling. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Peter Spenglers Caitling gik fra den ene fremgang til den anden sidste år og nåede at stige til 83 i handicap via sine seks sejre i 10 starter.

Primatico-datteren var slået med små 16 længder af Captain Morgan i sæsondebuten på Klampenborg over samme distance som tirsdagens, og det er måske først når hoppen er tilbage over de 2400 meter, at vi for alvor ser hende folde sig ud.


Run By Faith/Jacob Johansen vinde Mile Handicap. Foto: Burt Seeger.
Run By Faith. Foto: Burt Seeger.

Fra Odense kommer Marc Stott med Martin Svaneborgs Run By Faith, der vandt sin sæsondebut med en halv længde i et handicap på Klampenborgs premieredag, og Jan Olsen sender sin 4-årige Danish Design på transporten fra Aarhus til Oslo.

Danish Design fik et løb i kroppen på Klampenborg i lørdags, hvor hun sluttede anden bag Footstepsofspring.


IKC Moneypenny / Rafael De Oliveira. Foto: Øvrevoll.
IKC Moneypenny. Foto: Øvrevoll.

Endelig sæsondebuterer Cathrine Erichsens overlegne norske Oaks-vinder, IKC Moneypenny. IKC Moneypenny udviklede sig med stormskridt i efteråret og aflagde først sin maidentitel tre uger før Oaks-triumfen på Øvrevoll.

Fam. Nagell-Erichsens Hoppeløb rides som tirsdagens fjerdeløb og V65-spillets tredje afdeling.


Program: Øvrevoll, tirsdag 17. maj kl. 15.00.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top