fbpx

Favoritsejre i svenske klassikere

De to svenske klassikere Jockeyklubbens Jubileumslöpning og Tattersalls Dianalöpning blev begge vundet af forhåndsfavoritter.


I herrernes udgave sejrede Arcus, mens Gimme Gimme efter hård kamp skar målstregen som vinder i hoppernes afdeling.

Det gik stærkt fra start i Jockeyklubbens Jubileumslöpning, hvor Simian hårdt pullende viste sig fremme indvendigt. Livigno havde en ønske position helt fremme i tredje spor, og rundt opløbssvinget var det netop Livigno der trak et par længder fri af konkurrenterne.

Kort ind på opløbsstrækningen var der dog totalt udsolgt for Funambule-sønnen, der i stedet overlod scenen til Arcus og Yvonne Durant, der sammen med Tertio Bloom/Fernando Diaz trak afgørende fra det øvrige felt.

Op mod mål kæmpede Arcus og Tertio Bloom indædt for sejren, og 150 meter fra stregen kunne det stadigvæk gå til begge sider, men til slut viste Arcus sig dog som den stærkeste og hjemtog sejren med en halv længde, hvorefter der var hele seks længder ned til Carrousel/Nicholas Cordrey på tredjepladsen.

Arcus er både ejet og opdrættet af stort satsende Stall Rio, der nu kan prise sig lykkelige for, at ingen til at starte med var interesseret i Most Welcome-sønnen, hvilket betød at ejerne selv valgte at beholde hesten. Der var 281.800 svenske kroner i førstepræmie til Arcus, der nu har rundet 700.000 kroner i samlet præmiesum inklusiv svenskbonus. Yvonne Durant red ikke alene Arcus til sejr, hun står også for den daglige træning af den nybragte klassiske vinder.


Gimme Gimme og Kim A

Tattersalls Dianalöpning bød på dramatik fra boksene sprang op, idet Hanne Bechmann-trænede Lois Lane var nede på knæ inden hun kom af sted, men hoppen var alligevel hurtigt med fremme i teten.

Rundt opløbssvinget var der dog ikke mere at stille op for Lois Lane, samtidig med at adskillige konkurrenter blev gjort klar til angreb. Løbede tegnede helt åbent ved indgangen til opløbet, hvor det gik allerbedst for Look That Chick/Jacob Johansen, som dog til slut fik problemer med distancen. Samtidig skød Gimme Gimme/Kim Andersen frem i midten af banen, mens Duriana/Lisa Magnusson kom flyvende udvendigt og Hot Marta skød frem langs rails.

Gimme Gimme holdt sig akkurat foran Duriana på stregen, med yderligere en halv længde til Hot Marta, mens Look That Chick formåede at holde hjem til fjerdepladsen foran Melody Star. Sejren var 299.300 kroner værd for Stall Dollar. Hoppen trænes hjemme på Täby af Patrick Wahl.

Jockeyklubbens Consolation blev vundet af Jan-Erik Pettersson-trænede Hugh Wheels, der førte hele vejen under Manuel Santos, og Diana Consolation gav ligeledes en overraskende sejr til Warning Lady/Jacob Johansen. Der var 50.000 kroner til vinderen af begge opgør.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top