fbpx

Fantastisk Haugen-double i Valley Chapel Memorial

Norges Championtræner Rune Haugen kan være godt på vej imod sit tredje championat på stribe efter en fantastisk Guineas-dag på Øvrevoll torsdag aften.


Foruden sejren med Tertullus i Norsk 2000 Guineas kunne Rune Haugen nemlig glæde sig over at hans to heste Alpino Chileno og Day Walker var første og anden gennem mål i Valley Chapel Memorial over 2200 meter med 700.000 kroner i samlet præmiesum, heraf med halvdelen til vinderen.

Alpino Chileno, der i fjor blev nummer to i løbet bag staldkammeraten Storm Trooper, tog omgående føringen for Carlos Lopez, og her blev den argentinskfødte hingst hele vejen på trods af at han i opløbet blev hårdt angrebet af sin staldkammerat Day Walker/Andrasch Starke og Firello/Trond Jørgensen.

Alpino Chileno vandt med en let længde, mens Day Walker med et kort hoved nåede forbi den heroiske norskfødte Firello på stregen. Fjerdepladsen gik til Crimson And Gold/Fernando Diaz, mens Bent Olsen-trænede Alnitak gik endnu et flot løb på femtepladsen for Lennart Hammer.

Der var 400.000 kroner i førstepræmie til Alpino Chileno, der senest kun var slået med det mindst mulige af en anden Rune Haugen-hest, Mick Jerome, i Walter Nilsens Minneløp, men her fik Alpino Chileno taget flot revanche og bragte dermed sin samlede præmiesum op på over 2,2 millioner kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top