fbpx

Exquest kronede Olsens lørdags-trippel

Bent Olsen har for længst sat sig på Klampenborgs trænerchampionat, men det afholder ikke den forsvarende mester i at dominere hverdagen i hovedkvarteret.


Lørdag blev det en ny trippel til stalden i form af 2-årige My Pearl, 3-årige Papa Bear og 4-årige Exquest.

Sidstnævnte tog sig af dagens hovedbegivenhed, Niels Overgaard Memorial over 1600 meter, hvor han med Dina Danekilde på ryggen besejrede Maltho/Oliver Wilson med en halv længde, mens Fillip Stark/Jacob Johansens blev tredje foran Hanne Bechmanns duo The Kicker/Carlos Lopez og Imaginenowar/Martin Rodriguez.

Førstepræmien i opgøret var 30.000 kroner og Exquest opnåede her årets anden sejr. Den første lå helt tilbage i slutningen af maj, hvor Special Quest-sønnen hjemtog Breeders’ Cup Trial for siden at være tredje i selve Dansk Breeders’ Cup.

”Jeg købte mig ind i Exquest, da der manglede en person til en tredjepart. Jeg har selv opdrættet ham. Jeg er imponeret over Bent Olsen som træner”, sagde en glad Berner Olsen efter sejren til Carsten Bundgaard.

”Jeg rider ikke mere, heller ikke i træningen. Jeg døjer med dårlig ryg, som dog godt kan klare lidt Old Girls-håndbold. Det er helt anderledes, at følge løbene som tilskuer i forhold til da jeg red løb. Nu kan jo også spille lidt”, smilede Exquests medejer, Puk Ervolder.


My Pearl i syvende forsøg

Siden sidste halvdel af juli måned har 2-årige My Pearl danset om den varme grød i maidensammenhæng, men indtil denne lørdag eftermiddag havde hun hver gang fundet en enkelt eller to for gode. I hoppens syvende forsøg var tiden dog endelig kommet, og Mingun-datteren afgjorde let 2-års Maiden Serien B i hænderne på Elione Chaves.

Der var 2½ længdes afstand til Søren Jensen-trænede Pour Toi/Jacob Johansen på andenpladsen, mens forhåndsfavoritten Holy Sparkle/Manuel Santos ikke formåede at følge op på sin opsigtsvækkende debut og måtte nøjes med tredjepladsen.

My Pearl, der har samme ejerkreds som Manacor, vandt foruden førstepræmiens 25.000 kroner en EBF-bonus på 1,000 euro som i udvalgte løb tildeles afkom efter hingste tilmeldt den internationale ordning.

”My Pearl er stadig under udvikling, og jeg tror godt, at hun kan starte mere inden vinterpausen”, fortalte Bent Olsen efter sejren.

Det måske allermest opsigtsvækkende ved My Pearls sejr var trio-oddset i løbet. Det gav nemlig tæt på 8.000 kroner for 10, hvilket lød helt sensationelt med tre af de mest betroede heste i feltet som nummer et, to og tre gennem mål.

”Det vanvittige høje triodds skyldes, at der var omsat omkring 80.000 svenske kroner i løbet hos fire forhandlere i Luleå. Jeg fatter ikke hensigten med det spil. Der var jo ikke jackpot i løbet. Helt uforklarligt”, fortalte Danske Spils medarbejder, Patrick Arvastsson, til Carsten Bundgaard.

Bent Olsens tredje dagssejr kom i hus da 3-årige Papa Bear langt om længe vandt karrierens første sejr. Det skete umiddelbart efter My Pearls sejr i et maidenløb over 1600 meter.

Carlos Lopez var i sadlen på Dexterity-sønnen, der er ud af den norske Oaks-vinder Our Actress, som igen er halvsøster til Pramms-vinderen Plantagenet.

”Vi har været med i travsporten i mange år og opdrættet Dansk Hoppe Derby-vinderen Oddysse Eastwind, men nu er det galophestene det handler om”, sagde en repræsentant for vinderhesten Papa Bear til Carsten Bundgaard i Klampenborgs vindercirkel.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top