fbpx

Evasive nummer seks på Frankrigs beskelerliste

Efter lørdagens løb ligger den norske avlshingst Evasive (Elusive Quality) på samlet sjetteplads på den franske beskelerliste. “Hans afkom har indløbet godt en halv million euro hidtil i 2019”, fortæller hingstholder Knut O. Arnesen.


Evasive og Ryan Moore. Foto: Evasivestallion.com
Evasive og Ryan Moore. Foto: Evasivestallion.com

“Et af Evasives afkom var anden i et Listed Race i Toulouse den 23. april, og lige nu er det faktisk usikkert, om Evasive også står i Norge til næste år, for vi har fået en række seriøse forespørgsler fra udlandet”, fortsætter nordmanden, der har Evasive opstaldet på Saltvedt Gård i Enebakk sammen med Teofilo-sønnen Mutajally.

Evasive kom til Norge fra Frankrig omkring årsskiftet, og hingsten der som 2-årig vandt Horris Hill Stakes (Gr.3) har indtil nu bedækket et sted mellem 15 og 20 hopper, hvoraf de fleste allerede nu er scannet drægtige.

Evasive (Elusive Quality - Canda v. Storm Cat). Foto: Haras de Grandcamp.
Evasive (Elusive Quality – Canda v. Storm Cat). Foto: Haras de Grandcamp.

“Og der kommer flere til. Vi har også fået hopper til bedækning fra Sverige og Danmark – jeg tror ikke det er sket i nyere tid, at danske hoppeejere har sendt heste til bedækning i Norge, så det er vi også stolte over”, siger Knut O. og fortsætter:

“Desværre betød den meget kolde marts måned, at vi kom lidt sent i gang med bedækningerne, men der har været fuld fart på i april”.

“Som sagt kan vi ikke med sikkerhed sige, at Evasive bliver i Norge, men foreløbig er vi bare utroligt stolte af, at kunne tilbyde denne gode hingst på det skandinaviske marked, og så til en meget gunstig pris”.

Evasive koster 3.000 norske kroner ved bedækning plus 13.000 norske kroner ved levende føl efter 48 timer.

Læs mere om Elusive Quality-sønnen hér.


Beskelerstatistikken fra Frankrig med Evasive som nummer seks. Kilde: Racing Post.
Beskelerstatistikken fra Frankrig med Evasive som nummer seks. Kilde: Racing Post.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top