Europæisk statistik for de yngre avlshingste – Starman er årets nyhed

Der er sket store forskydninger blandt de yngre hingste, siden vi mod slutningen af juli senest bragte en europæisk statistik. Specielt blandt førsteårshingste er der kommet gang i storløbene for 2-årige, og blandt andenårs-hingste er der så stor jævnbyrdighed, at det er umuligt at pege på den bedste.


Starman. Foto: Tally-Ho Stud.

Jeg starter med 1st crop, altså førsteårshingste. Her har Starman (Dutch Art) lige fra starten været klart i front, og han har for nogle dage siden rundet $1.000.000 i indtjening, og det er kun sket for to andre hingste siden 2014.

Det var Mehmas (Acclamation) i 2020 og Blue Point (Shamardal) i 2023. Starman er ca. $450.000 efter Blue Point som har rekorden for en førsteårshingst, og det er absolut muligt at nå.

Men der er også andre førsteårshingste, der har gjort det fremragende. Først og fremmest er det Dubawi-sønnen Space Blues, og målt på gennemsnit, er det nogenlunde dødt løb mellem Starman og Space Blues.


Space Blues. Foto: Darley.

Blandt andenårshingste er der stor jævnbyrdighed. Da vi bragte statistikken i slutningen af juli, var Hello Youmzain (Kodiac) nummer 1, men han er nu lige udenfor som nummer 6. Jeg har dog medtaget ham alligevel, da det kun er par tusinde der skiller ham fra femtepladsen.

Omvendt var sidste års førsteårschampion, Sergei Prokofiev (Scat Daddy), ikke med i Top 5 sidst i juli, men han er nu rykket frem til førstepladsen. Hos Stutteri Hjortebo må man glæde sig over, at have et hoppeføl født i januar efter Sergei Prokofiev ud af hoppen Summer Twilight.

Et bud på den bedste i årgangen kunne også være Ghaiyyath (Dubawi), der har en tårnhøj sejrsprocent.


Blue Point. Foto: Darley.com.

Blue Point har lige fra begyndelsen været førende blandt tredjeårshingste, og han er nu også rykket ind i den samlede Top 10 blandt ældre hingste. En lige så sikker nummer 2 er Too Darn Hot (Dubawi), der ikke er langt efter målt på gennemsnit.

Det er de samme fem som sidst i Top 5, men Study Of Man (Deep Impact) og City Light (Siyouni) har nu byttet plads, så Study Of Man er oppe som nummer 3. Han er den nye tophingst hos Lanwades Stud i Newmarket, og har fire afkom tilmeldt auktionen fredag på York Stutteri.


Kirsten Rausing med sin Prix du Jockey Club Cup (Gr.1)-vinder Study Of Man. Foto: Lanwades.

Ser vi på næste generation, er Dubawi (Dubai Millennium) repræsenteret i alle tre årgange. Kingman i de to yngste årgange, og Siyouni i yngste og ældste. Der er ikke noget Galileo-blod blandt de førende yngre hingste, og jeg har skrevet før, at det måske er ved at flade lidt ud. Men det kan hurtigt ændre sig igen.


Picture of Sharp

Sharp

Født 1963 i Herning. Har været involveret i både fodbold og ishockey, og var i et par år i 2010’erne redaktør for Herning Bluefox’s hjemmeside. Kom i 80’erne, 90’erne og 00’erne meget på banerne i Skive, Billund og Aarhus, og hjalp sidenhen en række af de førende hingsteholdere og opdrættere i Jylland, som fx. Stutteri Flamingo og Nordjysk Hingstestation, og lavede i 2004 hesteejerforeningens katalog til trav-auktionen i Aarhus. Har de senere år haft så stigende interesse for galopsporten, at den nu har overhalet travsporten, men hjertet er fortsat med begge steder.

Seneste artikler

Scroll to Top