fbpx

Et navn for fremtiden…

Øvrevoll indledte torsdag aften sæsonen 2018 på sandbanen, og det blev med Cathrine Erichsen og Wido Neuroth i hovedrollerne. De to trænere delte de fire første løb imellem sig, og især én af præstationerne lignede noget ud over det sædvanlige.


Layton vinder foran Fast And Furious og sikrer en double til Cathrine Erichsen. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com
Layton vinder foran Fast And Furious og sikrer en double til Cathrine Erichsen. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com

Cathrine Erichsen kunne ikke ønske sig en bedre start på sæsonen. I årets indledende opgør sadlede hun duoen Layton/Sandro De Paiva og Fast And Furious/Elione Chaves.

Sidstnævnte var spillet til kneben favorit i totalisatoren, men måtte alligevel give sig for staldkammeraten, der sejrede let med halvanden længde, mens der var næsten 12 længder ned til Obeya/Josefin Landgren på tredjepladsen.

Layton ejes af IKC Racing, der købte Masterstroke-sønnen for 17,000 euro som åring i Baden-Baden.

Den brune vallak, der kommer fra den tyske championmoderlinje bestående af navne som La Colorada og Lady Marian, startede tre gange i fjor med lige så mange fjerdepladser til følge – men han var dog også oppe imod navne som Johnnybegood, Marta, Jet Pilot og Barade.


Shantou sikrer anden dagssejr til Cathrine Erichsen og IKC Racing. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com
Shantou sikrer anden dagssejr til Cathrine Erichsen og IKC Racing. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com

Endnu mere overlegen var Cathrine Erichsens anden dagsvinder – også den ejet af IKC Racing.

Denne gang var det den debuterende 3-årige hoppe, Shantou (Tertullian), der fuldstændig blæste konkurrenterne omkuld efter føring fra start til mål og aldrig blev bedt om det mindste af Sandro De Paiva.

Shantou blev ligesom Layton købt som åring i Baden-Baden, hvor hun kostede 50,000 euro.

Shantou er ud af den ustartede High Chaparral-datter Sahara, der i forvejen er mor til en vindende helsøster til IKC Racings klassiske håb. Desuden er Sahara ud af den Gruppe-1-placerede tyske championhoppe Saldentigerin (Tiger Hill) og halvsøster til endnu en championhoppe i Salomina (Lomitas), som vandt Preis der Diana (Gr.1) – det tyske Oaks – i 2012.

Derfor er der også al grund til – på trods af den fart hun viste over 1100 meter i debuten – at tro, at Shantou også vil kunne gøre sig over længere distancer fremover.

På andenpladsen fulgte Wido Neuroths Daring Thea (Deceptor), en lillesøster til Guineas-vinderen Dardenne.

Daring Thea vandt sin eneste start som 2-årig og gav hele fire kilo til Shantou denne gang, hvilket også selvfølgelig også skal tages i betragtning næste gang den veltrukne hoppe starter.

På tredjepladsen fulgte i øvrigt endnu en af Cathrine Erichsens musketerer, debuterende Point Boy (Mingun), som efter en langsom start sluttede godt af på afstand af de to bedste.


Gideon vinder for Stall Perlen, Jan-Erik og Wido Neuroth. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com
Gideon vinder for Stall Perlen, Jan-Erik og Wido Neuroth. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com

Og så tog Wido Neuroth ellers over. Først med 5-årige Gideon (Dalakhani), der nedkæmpede længe førende Colourist og Lord Of Trouble, og derefter med 7-årige Mustajjid, som ikke lå nær så langt efter denne gang som så mange gange tidligere, og derfor også havde tid nok til at runde hele feltet i opløbet og sejre forholdsvis sikkert.

Både Gideon og Mustajjid blev redet til sejr af Jan-Erik Neuroth, der ligesom Sandro De Paiva fik en eminent start på sæsonen med to vindere i løbet af de fire første opgør.

Siden blev Anna Pilroth også dobbeltvinder, og hun tog endda sin karrieresejr nummer 100 på vejen dertil. Pilroth sejrede i første omgang med kæresten Tobias Hellgrens Free Fallin, og derefter slog hun til i bøjlerne på Gina Mathisens Cool Kid.

Premieredagens øvrige vindere på Øvrevoll var den nystartede træner Tina Smiths IKC Fiction/Alan Wallace og Wera Torgersens Favilla/Didrik Finnbråten.


Se resultater og repriser fra Øvrevoll her.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top