fbpx

Er han Skandinaviens næste sprinterkonge?

Carlos Lopez, der onsdag hentede tre sejre på Bro Park, havde især store ord med på vejen når det gjaldt den 3-årige sæsondebutant Soulofchess. Efter at have fejet al modstand af banen i sin eneste start som 2-årig, vandt Gutaifan-sønnen igen knusende overlegent med mere end otte længder over 1200 meter dirt. “Han kan blive én af de bedste herhjemme”, lød det fra Carlitos.



Soulofchess lå sidst undervejs, men Lopez red med største selvtillid og tålmodighed og ventede helt til 400-metersmærket før han så småt løftede hænderne.

Og svaret kom prompte fra den skimle hingst, der i løbet af få galopspring fløj væk fra sine slagne konkurrenter og til slut vandt overlegent foran Roy Arne Kvislas Exceed Pleasure (Gustav Klimt), som vandt på Bro Park i sidste uge.

Soulofchess fik kun 73 for sin debutsejr på Øvrevoll i fjor, og det betød også, at Niels Petersen og Glade Gutter Racing ikke fik ham med til Dubai.

Soulofchess på vej mod en knusende overlegen sejr i hænderne på Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Han havde passet godt til løbsprogrammet på Meydan og vi ansøgte om at få ham med, men det lykkedes som bekendt ikke. Det er altid lidt nervepirrende frem mod en sæsondebut, og både Carlos og jeg har fortalt ejerne, at det her er en rigtig god hest – så vi havde et vist pres på vores skuldre”, sagde en glad Niels Petersen og blev bakket op af Lopez:

“Ja, jeg var faktisk nervøs i dag. Vi ved hvor god han er i træning og nu skulle det hele flaske sig, men han har meget høj kapacitet og kan blive én af de allerbedste herhjemme med tiden”.

Om de kommende planer sagde Niels: “Han står meldt i Norsk 2000 Guineas, og selv om han nok sidenhen vil blive matchet over kortere distancer, tror jeg godt, at han kan klare 1600 meter på klassen alene. Efter Norsk 2000 Guineas skal vi nok begynde at lede efter løb mod ældre heste, men det er jeg ikke spor nervøs for, for det er han god nok til”.

Blandt delejerne af Soulofchess er norske Atle Walgren, som tidligere har ejet store navne som Old Pal, Beat Baby og Plantagenet.

Walgren var på plads på Bro Park denne onsdag, hvor han også kunne nyde sin delejede Twice As Happy (Footstepsinthesand) vinde en let sejr i Guldhandicap – igen under Carlos Lopez og sadlet af Niels Petersen.

Lopez’ tredje dagssejr blev vundet med Alice Elmerskogs 4-årige Bearium (Verde Mar).

Hvad signalerer Carlitos hér?. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top