fbpx

Engelsk triumf i Arlington Million

Arlington i Chicago har i mange år afholdt løbet Arlington Million, som var det første internationale storløb med så penge penge i præmiesum.



I dag er det for længst overgået af Dubai World Cup, Breeders’ Cup, Prix de l’Arc med flere.

Alligevel er det et af de vigtigste græs-meetings i den amerikanske væddeløbskalender, hvor europæisktrænede heste gerne deltager.

I år blev det en engelsktrænet hest – Mondialiste (Galileo) – der vandt en flot sejr for træner David O’Meara og jockey Daniel Tudhope.

Mondialiste er opdrættet af de franske storejere, brødrene Wertheimer, på deres stutteri i Irland.

De solgte ham på Arqanas juli-auktion for to år siden for $190.000 efter at han havde opnået en enkelt “black type” placering.

På andenpladsen fulgte den argentinske Kasaqui (Lasting Approval), medens træner Aidan O’Briens Deauville (Galileo) blev tredje.

Deauville havde vundet Belmont Derby (G1) i sin sidste start.

Meget betroet var Godolphins Tryster med William Buick i sadlen, men han sluttede uplaceret ligesom sidste års vinder The Pizza Man.


 


Beverley D. Stakes  (Gr.1), et hoppeløb om $700.000 over 2100 meter, fandt også sted i går og det fik en sikker vinder i den franskfødte Sea Calisi (Youmzain), trænet af Chad Brown (USA s førende græsløbstræner) og redet af den franske jockey Florent Geroux.

De irsktrænede hopper Ballydoyle og Coolmore var begge uplacerede.

Sea Calisi ejes af Martin Schwartz, som er en berømt Wall Street (børs) handler med speciale i day-trading.

Hans strategi indenfor galopheste er at købe hopper – fortrinsvis i Europa – som har vist form og potentiale.

“Spottet” af hans franske samarbejdspartner, der også vurderer hoppernes ejeres økonomiske situation.

Når han finder et godt emne, er Martin Schwartz klar til at skrive en check ud på $1 million uden tøven.

Denne taktik har givet ham masser af succes gennem årene. Nu vandt han Beverley D. Stakes for fjerde gang.


Secretariat Stakes (Gr.1) for 3-årige om $450.000 over 2000 meter blev vundet af endnu en Chad Brown-trænet og Florent Geroux-redet hest, nemlig Beach Patrol (Lemon Drop Kid) foran Coolmore-syndikatet plus Joseph Allens Long Island Sound (War Front).

Der var særdeles hård kamp om sejren og William Buick afsluttede flot til en tredjeplads på Todd Pletcher-trænede American Patriot (War Front).

William Buick fik efter sigende ridtet for Todd Pletcher fordi han som dreng havde været med sin far i USA og redet ud for Pletcher i længere tid.

Aidan O’Brien måtte altså se sejren gå sin næse forbi, efter at han har vundet løbet de to foregående år med Adelaide i 2014 og Highland Reel i 2015.


American St Leger (G3) om $300.000 over 2700 meter.

Her var der en lille sensation på vej idet den irske hurdlehest Clondaw Warrior (Overbury), der ejes af championjockey Ruby Walsh’ kone og venner samt trænes af forhindringschampion Willie Mullins, sluttede på andenpladsen bag den lokale Da Big Hoss (Lemon Drop Kid) – igen med Florent Geroux i sadlen.

Geroux vandt fem løb på dagen, den ene efter en diskvalifikation.

På tredjepladsen fulgte den tyske Wasir (Rail Link) fra Andreas Wöhlers stald.

Vinderen blev “claimed” (altså købt ud af et salgsløb) for $50.000 for nogle år siden af træner Michael J. Maker, som har et godt øje for den slags hestekøb.

I dag regnes han for en af USAs bedste græsheste.

Alle vinderne af de ovenfor omtalte løb er automatisk inviterede til at starte i Breeders Cup løbene i år.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top