fbpx

Energia El Gigante slog Hurricane Red

Publikumsyndlingen Hurricane Red var spillet helt ned i 12:10 da feltet torsdag aften sprang af til SFK Jubileumslöpning (L), men det lykkedes Per-Anders Gråberg og Niels Petersen at stikke en kæp i hjulet for storfavoritten, idet Energia El Gigante fik lov at bestemme tempoet i front og uden problemer kunne rykke afgørende fri til slut.


Energia El Gigante og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Energia El Gigante og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det udviklede sig til en ren opvisning op mod målstregen, hvor Per-Anders Gråberg flere gange så sig tilbage over skulderen for at konstatere, at Jacob Johansen kom nærmere i bøjlerne på Hurricane Red.

Energia El Gigante vandt til slut med fem længder, mens Hurricane Red havde yderligere syv længder ned til sin staldkammerat Be My Academy.

Derefter fulgte i rækkefølge Without Fear, Thewaytoyou og Captain Morgan.

Niels Petersen og Per-Anders Gråberg med Energia El Gigante. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Niels Petersen og Per-Anders Gråberg med Energia El Gigante. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren var 200.000 kroner værd for Exergi Racing – Easy, der her så Energia El Gigante vinde for første gang i årets ni starter.

Den brasilianskfødte vallak, som tidligere var ejet af nu afdøde Stefan Friborg, har tidligere leveret præstationer fuldt på højde med Hurricane Reds kapacitet, men formen tog et dyk ovenpå vinteropholdet i Dubai, og hesten var henover sæsonen faldet fra 95 til 89 i handicap.



Let'sgoforit vinder Malmö Hösthandicap under Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Let’sgoforit vinder Malmö Hösthandicap under Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Let’sgoforit vandt sejr nummer 19

I Malmö Hösthandicap over 1200 meter bar Bodil Hallencreutz-trænede Let’sgoforit topvægten 63 kilo og måtte således give masser af vægt hele vejen rundt til konkurrenterne.

Men det ser ud til, at de kan give Verglas-sønnen lige så meget vægt på de vil, for på Jägersros dirt track løber han bare væk fra sine konkurrenter med samme afstand som var det fra lige vægt.

Denne gang vandt han med Oliver Wilson på ryggen let med 3½ længde foran Spykes Bay og Beat Baby – to heste som han gav henholdsvis otte og fem kilo.

En monsterpræstation af den 7-årige vallak, som nu efter alt at dømme skal ud på sin første Dubai-rejse med deltagelse i det internationale karneval.

Torsdagens sejr var 100.000 kroner for Bodil Hallencreutz og Barbro Wehtje.


Plantagenet/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Plantagenet/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

To mere til Petersen

Niels Petersen sadlede i alt tre vindere på løbsdagen.

Han indledte med 2-årige Tinnitus, der efter flere gode præstationer i stærkt selskab endelig var moden til at tage karrierens første sejr under Carlos Lopez.

Umiddelbart efter Energia El Gigantes triumf i SFK Jubileumslöpning (L) red Per-Anders Gråberg også den tidligere Pramms-vinder, Plantagenet, til en usvigelig sikker sejr i et handicap over 1730 meter.


Mrs Loreen vinder for Fredrik Janetzky. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Mrs Loreen vinder for Fredrik Janetzky. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Mrs Loreen nu 9 ud af 9 på dirt

Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Mrs Loreen har stadigvæk aldrig tabt på sin hjemmebane Jägersro, og da hun for første gang mødte ældre konkurrenter i et handicap, gjorde hun det lige så let som når hun tidligere har mødt sine jævnaldrene i storløb som Sofierolöpning og Altamiralöpning.

Hun har nu vundet ni af sine 10 karrierestarter, hvor det eneste eneste nederlag er sket på græsset i Göteborg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top