fbpx

Endnu et Derby-show af Petersen og Lopez

Fem sejre tog de sammen, Niels Petersen og Carlos Lopez. Norges Derbydag blev endnu et udstillingsvindue for makkerparrets dominans med triumfer i både Norsk Derby, Marit Sveaas Minneløp, Derby Milen, The Heatherwold Cup og Ford Røhneselmer Løp.


Whispering Ocean og Carlos Lopez vinder Norsk Derby 2020. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

I Norsk Derby levede Whispering Ocean (Le Havre) op til favoritværdigheden og slog nøjagtig som i Norsk Derby Trial Wido Neuroths Jet Action (Camelot), mens Bent Olsens Grey Flash (The Factor) opnåede samme placering som i Svenskt Derby og Hurricanelöpning – en tredjeplads.

Siden fulgte Neuroths 2000 Guineas-vinder Nordic (Gleneagles) som fjerde foran Marc Stotts Prins Valiant (Lope De Vega) på den sidste præmieplads.

Det var andet år på stribe, at Stall Bright Side Of Life – bestående af Wibecke Nagell-Erichsen, Kolbjørn Selmer og Nils Petter Gill – hjemtog Derbysejren ovenpå Privilegiados triumf i fjor.

For Niels Petersen var det karrierens syvende sejr i Norsk Derby – den første fik han for bare 10 år siden med Go Go Gadget, og siden har han domineret løbet med sejre i 2012 med Old Pal, 2014 med Eye In The Sky, 2016 med Our Last Summer, 2018 med Square De Luynes og altså i fjor med Privilegiado.

For Carlos Lopes var det til gengæld første gang siden han vandt med Theatrical Award i 2008.


Norges Derbyvinder anno 2020 er ud af Prix Fille de l’Air (Gr.3)-vinderen Aiglonne (Silver Hawk), der folede ham i en alder af 21.

Inden da var Aiglonne blevet mor til bl.a. Prix d’Ispahan (Gr.1)-vinderen Mekhtaal (Sea The Stars), Prix Hocqart (Gr.2)-vinderen Democrat og den dobbelte Gruppe-3-vinder Aigue Marine(Galileo).

Blandt Whispering Oceans øvrige halvsøskende findes også Listed-placerede Aphophis (Rainbow Quest) og Crosswind (Cape Cross).

Whispering Oceans delejer, Nils Petter Gill, var selv medejer af førnævnte Democrat, som efter sin Gruppe-2-løbssejr blev solgt i en privat handel til Godolphin.

En anden søster, Miss Aiglonne (Dawn Approach), gik i slutningen af 2019 ud af ringen på Arqana med et hammerslag på 250,000 euro, men selv blev Whispering Ocean blot solgt for 80,000 euro som åring i 2018 i Deauville.


Vejen til sejren i Norsk Derby har dog været lang og trang for Whispering Ocean, der nær aldrig var kommet til start nogensinde.

“Han faldt under Derbygaloppen som 2-årig i fjor og blev efterfølgende opereret i koden”, fortalte Niels Petersen til Thomas Gjelsås i sejrsinterviewet.

“Han mistede hele sin 2-årsæsson og kom først meget sent i gang med debut den 17. maj, og vi tog en meget konservativ vej til Derbyet. Heldigvis har det givet ham tid til at modne rigtigt til dagen, og det har været en vigtig faktor med en ejerkreds der har haft tålmodigheden til at vente”.



Facit for årets tre Derbies i Skandinavien for Niels Petersen og Carlos Lopez blev altså sejr i Svenskt Derby med Bullof Wall Street, en andenplads i Dansk Derby med Careless Whisper og sejr i Norsk Derby med Whispering Ocean.

“Carlos er grundig. Han sætter sig ind i løbene, holder øje med sine konkurrenter, har is i maven og tager de rigtige valg”, kommenterede Petersen sit samarbejde med den chilenske stjernejockey, der kom til Skandinavien lige omkring årtusindskiftet.


Carlos Lopez rider Kick On til sejr i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3). Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Udover Derbytriumfen vandt Petersen og Lopez også Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) med Elkær Stutteris 4-årige Kick On (Charm Spirit).

Kick On slog Annike Bye Hansens Swedish Dream (Helmet), mens de to staldkammerater Square De Luynes (Manduro) og Privilegiado (Sea The Moon) blev tredje og fjerde. Den sidste præmieplads tilfaldt Jessica Longs Freestyler (Areion).



Herewegodandy og Carlos Lopez vandt The Heatherwold Cup. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Sejre blev det også til med 2-årige Herewegodandy (Dandy Man) i The Heatherwold Cup, 3-årige Face Of Energima (Kingston Hill) i Derby Milen og med 4-årige Wishformore (Center Divider) i Ford Røhneselmer Løp.

Face Of Energima og Carlos Lopez på vej mod sejren i Derby Milen. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Duca Di Como og Elione Chaves. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Også Cathrine Erichsen kunne sole sig i årets norske Derbydag, der bedst af alt bød på Duca Di Comos triumf i Polar Cup (L).

Clodovil-sønnen sejrede som én af tidernes største favoritter i skandinavisk galopsport ganske let for Elione Chaves foran sin staldkammerat Match Maker (Declaration Of War) og Francisco Castros Es Raco (Holy Roman Emperor).

Siden fulgte Backcountry og Prime Red.



Purple Ace og Manuel Martinez efter sejren i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Endnu to storløb blev det til for Cathrine Erichsen.

Først da 2-årige Purple Ace (Born To Sea) vandt Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer foran Leave No Trace (Appel Au Maitre), Silvana (Reliable Man), Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) og Rocketman (Poet’s Voice).

Eesha My Flower og Elione Chaves vinder Erik O Steens Memorial. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Siden slog Cathrine Erichsen også til i Erik O Steens Memorial med Eesha My Flower (English Channel), der under Elione Chaves slog Søren Jensen-trænede Margrethe (Juniper Tree) og de to klassiske vindere Unwanted Beauty (Iffraaj) og Zahara (Nayef).



Lopez og danskopdrættede Wishformore. Foto Morten Skifjeld/Hesteguiden.com

Altså en norsk Derbydag, hvor Niels Petersen og Cathrine Erichsen tilsammen vandt otte af de 10 løb. De to resterende gik til Annie De Moras Buffalo Soldier (Deceptor) og Annike Bye Hansens Our Boy John (Dandy Man).


Resultater: Øvrevoll, søndag 23. august

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top