fbpx

York Stutteri: En ny generation kommer til verden

Det er i øjeblikket en både skøn og travl tid på de danske fuldblodsstutterier. Det er nemlig lige nu, at en ny generation af væddeløbsheste kommer til verden. På York Stutteri har en stor del af hoppebestanden folet, og det seneste føl kom til verden få timer inden denne artikel blev skrevet.


York Stutteri købte sidste år på Tattersalls Mares Sale tre velafstammede hopper, og heraf har de to folet inden for de sidste fire dage.

Statoblest-datteren Gaelic’s Fantasy er halvsøster til Bachir, vinder af Irish 2000 Guineas (Gr.1), Poule d’Essai des Poulains (Gr.1) og Richmond Stakes (Gr.2). Derudover var Bachir placeret i flere øvrige gruppe-1-løb, inden han selv gik i stutteriet.

Gaelic’s Fantasy kostede ca. 450.000 kroner på auktionen, og hendes første afkast kom i form af denne Night Shift-datter som hun folede den 3. marts.

På Tattersalls December Mares Sale erhvervede York Stutteri sig endvidere den 8-årige Kingmambo-datter Gypsy Singer, hvis hingstføl kom til verden ganske kort tid inden det første billede af den blev taget.

Hingstføllet er faldet efter Diktat, der var kendt som hingsten med det ‘ekstra gear’.

Den tidligere Fawzia Stakes og Sceptre Stakes-vinder O’Kelly (Last Tycoon – Laser Show) har også fået sit første føl – en velskabt hoppe ved Richard Of York. O’Kelly var vinder som 2-åring i England, men tilbragte resten af sin væddeløbskarriere i Danmark. Hun er halvsøster til Correze, der jo som bekendt vandt Svenskt Breeders Trophy i fjor.

All Fair, der selv vandt både Dansk Kriterium og Svenskt Oaks har haft en fremragende start på avlskarrieren som mor til storløbsvinderne Mayfair og New York, samt Manomission der hører til blandt de varme kandidater til Dansk Derby 2002. Det seneste skud på stammen er et hoppeføl ved Richard Of York.

Kriteriums-vinderen Madame Et Toi har med sine to første afkom Miss Et Toi og Monsieur Et Toi gjort flot reklame for sig selv.

Førstnævnte vandt Mowerinaløb, mens sidstnævnte fik flotte placeringer som 2. i 2000 Guineas og 4. i Dansk Derby. Dette hoppeføl ved Richard Of York stilles der uden tvivl høje forventninger til, for kapaciteten vil uden tvivl være der, selv om der er godt to år til de første træningsarbejder på turfen.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top