fbpx

En helt ny hverdag i Odense

Det var ikke bare en helt almindelig fredag i går for trav- og galopsporten på Fyn. Alt gik op i en højere enhed.


Jørn Borch.
Jørn Borch.

Få timer før løbene blev banens ledelse klar over, at de kan fortsætte på den kombinerede trav- og galopbane i 2016, og som om det ikke var nok nåede baneomsætningen op over en kvart million kroner.

Det er store cifre i provinsen, navnlig i midten af december på en dag uden storløb. Og klart større end på flere af de øvrige provinsbaners storløbsdage henover sommeren.

”Det var en herlig dag på flere områder”, siger banens bestyrelsesformand, Jørn Borch.

“Det styrker vores tro på, at vi kan få en stor sæson i 2016. Udgangspunktet er jo helt anderledes i forhold til de mange foregående år”.

”Vi modtager ingen driftstilskud længere, så vi har derfor været nødsaget til at opsige vores samarbejdsaftale med Billund Travbane om lån af Christian Hundebøll og Susanne Møbjerg som daglige ledere”.

Bortset fra travbanerne i Nykøbing Falster og på Bornholm, modtager banerne ikke selv startanmeldelser til løbene. Der meldes i stedet til Travsekretariatet i Aarhus, og det betyder, at Fyens Væddeløbsbane ikke skal ud og ansætte en sportschef.

”Men der er til gengæld mange andre funktioner i forbindelse med en løbsdag, som en bane selv skal sørge for, og det sker ikke af sig selv”, konstaterer Jørn Borch. “Vi har bestyrelsesmøde på mandag, hvor det punkt kommer på dagsordenen”.

”Vi skal ud og finde en person, som kan sidde på vores sekretariat til hverdag – og det skal samtidig være en person, som kan formå at tjene til sin egen løn i kraft af salg af sponsorater og events”, fortæller Jørn Borch.

Det er uvist hvornår Fyens Væddeløbsbane åbner den nye sæson. Der er foreløbigt kun udskrevet løb i januar og februar på de danske travbaner. Her er Fyn endnu sat udenfor døren, præcis som Billund og i Nykøbing Falster.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top