fbpx

Eminent sæsondebut af Manacor

Hun var den skarpeste 2-årige hest i dansk træning sidste år, hvor hun vandt sine fire første starter og bl.a. triumferede i både Skandinavisk Opdrætningsløb og Dansk Galops Auktionsløb.


Lørdag efermiddag sæsondebuterede Bent Olsen-trænede Manacor med topvægt i iKeyVet Guineas Trial over 1600 meter. Og vandt.

Topvægten 59 kilo, hvilket var tre mere end Jessica Long-trænede Ray, samt det faktum at der var tale om hoppens første start i præcis et halvt år, var på forhånd ikke noget Bent Olsen var bange for. Danmarks regerende championtræner sprudlede af selvtillid før starten, og Manacor fik bevist hvorfor.

I modsætning til sæsondebuten for to uger siden sprang Ray rigtig godt af under Jacob Johansen og tog føringen før Irish Rock/Oliver Wilson. Rafael De Oliveira kom op udvendigt på ryggen af Manacor, og da Irish Rock begyndte at miste terræn på vej ind i opløbssvinget, gik Manacor helt op på siden af Ray.

De to heste fulgtes herefter side om side hele vejen til målstregen i en mindeværdig opløbsduel, hvor de to heste skiftedes til at føre og hvor Manacor satte hovedet først på stregen. Og vel at mærke med tre kilo mere på ryggen end sin konkurrent.

Indvendigt i banen afsluttede Saint George stærkt og tog tredjepladsen for Manuel Santos, mens Columbine kom hjem som en godkendt fjerde efter at have tabt en sko bag startstedet. Femtepladsen tilfaldt Lille Prinsesse i behørig afstand til Sir Edward, Anassa og til sidst Irish Rock.

“Nu går vi i første omgang mod Mowerinaløb. Vi tager et løb ad gangen”, sagde Bent Olsen om sin smarte Primatico-datter, som efter lørdagens præstation er svær at argumentere imod som forhåndsfavorit til hoppernes Guineas senere på måneden.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top