fbpx

Elkær Stutteri – romantisk dansk avl

Tilbage i 1921 blev hoppen Patcham importeret til Danmark fra England, og dette blev starten på én af den danske avls mest traditionsrige historier. For Patchams blod flyder den dag stadigvæk i årerne på nogle af de mest talentfulde heste og etablerede avlshopper på den skandinaviske fuldblodsscene – og på Elkær Stutteri i den jyske by Malling gøres der alt for at avls-romantikken kan fortsætte mange år endnu.


Liberty bedækkes ved Linamix

Patchams første afkom fik navnet Marcham og vandt seks sejre i sin aktive karriere. Hun gik selv i avlen og blev mor til Mazurka, der selv producerede de klassiske vindere Quick Step og Tango.

Sidstnævnte blev mor til Tango Girl, der ikke selv var nogen stor succes på væddeløbsbanerne, men hendes blod slog stærkt igennem i stutteriet idet hendes datter Sound Of Music senere blev mor til fantastiske Rush, som i 1976 blev tredobbelt klassisk vinder med sejre i Mowerinaløb samt Dansk og Svenskt Oaks i Elkær Stutteris lilla og hvide farver.

Efter treårssæsonen gik Rush i avlen og fik Empress – og her begynder også galoppens yngre publikum at kunne følge med, for inden for de seneste 14 år har hoppen nemlig produceret den svenske Oaks-2’er Park Lane, St. Leger-vinderen Liberty og Larch-vinderen Matchmaker.

Matchmaker får i 2006 et ekstra år på turfen, mens Liberty allerede nu får alle chancer for at videreføre det danske superblod.

Kris-datteren, der foruden Dansk St. Leger også vandt Sceptre Stakes to år i træk, skal nemlig bedækkes ved Frankrigs championhingst Linamix, hvis bedækningstakst lyder på 40.000 €, svarende til ca. 300.000 danske kroner.


Inger Marie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen tager imod deres eget opdræt, Rush, efter sejr i Svenskt Oaks på Jägersro. I sadlen Chris Cordrey og ved siden Franz Nutz. Foto: Burt Seeger.
Inger Marie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen tager imod deres eget opdræt, Rush, efter sejr i Svenskt Oaks på Jägersro. I sadlen Chris Cordrey og ved siden Franz Nutz. Foto: Burt Seeger.

Singita til Mark Of Esteem

6-årige Singita (Diaghlyphard – Candlelight), der som 3-årig vandt Jydsk Derby og i fjor slog til i Fyensløbet, sendes til England hvor hun skal bedækkes ved Darley Studs Darshaan-søn Mark Of Esteem, der selv vandt både 2000 Guineas (Gr.1) i Newmarket og QE II Stakes (Gr.1) på Ascot.

Interessen for Mark Of Esteem eskalerer muligvis i juni måned, såfremt hans søn Sir Percy stryger til tops i The Derby Stakes (Gr.1) på Epsom. Sir Percy er fortsat ubesejret efter fire starter i fjor, hvor han bl.a. slog Horatio Nelson med kort hoved i Dewhurst Stakes (Gr.1).

Også Singitas mor Candlelight skal udenlands, nærmere betegnet Irland, hvor hun skal bedækkes ved Sadler’s Wells-sønnen Barathea, der selv vandt Irish 2000 Guineas (Gr.1) og Breeders’ Cup Mile (Gr.1) i begyndelsen af 90’erne.

Med disse store satsninger er det altid ekstra skønt at se Elkær Stutteris væddeløbsfarver på turfen – for man ved med sikkerhed, at hesten man ser på rummer på en lang, speciel og traditionsrig historie.

Hestene er skabt med kvalitet, kærlighed og omtanke, hvilket må beundres af alle inden for fuldblodssporten.


Candlelight med legendarisk Lester Piggott ved siden. Foto: Burt Seeger.
Candlelight med legendariske Lester Piggott ved siden. Foto: Burt Seeger.

Hold øje med Polemic og Granada!

I år har Elkær Stutteri to klassiske kandidater i træning hos Søren Jensen i Klampenborg. Polemic (Polish Precedent – Mambo) nåede en enkelt start i fjor, hvor han efter en mislykket start leverede et virkeligt positivt indtryk i opløbet og sluttede på tredjepladsen bag de rutinerede heste Mrs Moneybags og Starlight’s Olli.

Polemic skal med garanti ikke bruge mange forsøg til at få aflagt maidentitlen i år, og selv om han endnu kun har en enkelt start bag sig, hører han absolut til blandt de varme klassiske kandidater, og han er alene i Danmark tilmeldt både 2000 Guineas, Jyllandsløb, Dansk Derby, Dansk St. Leger og Holger Danske Cup.

Polemic tilhører iøvrigt samme gamle moderlinje som Liberty og Matchmaker, idet hans mormor Samba er halvsøster til før omtalte Rush.

Elkær Stutteris andet klassiske håb hos Søren Jensen hedder Granada, en fuks hingst efter Bering og Candlelight.

Granada er endnu ustartet, hvilket ligeledes var tilfældet med hans halvsøster Singita inden dennes klassiske sæson. Granada er tilmeldt de samme fem danske storløb som staldkammeraten Polemic.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top