fbpx

Elkær Stutteri har købt irsk sprinter

Ejerparret Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen har fulgt op på det succesrige køb af Stockholms Stora Pris (Gr.3)- og Marit Sveaas (Gr.3)-vinderen Kick On med handlen af den hårdføre irske sprinter Could Be King.


Could Be King har fundet sig til rette på Øvrevolls sandbane. Foto: Niels Petersen.

Could Be King, der ligesom Kick On er fem år gammel, er efter Temple Stakes (Gr.2)-vinderen Bated Breath (Dansili) og har i sine første 19 karrierestarter vundet tre gange og tjent over 100.000 pund.

I fjor triumferede han på Leopardstowns “Champions Day” i det 1400 meter lange Sovereign Path Premier Handicap, hvilket gav ham en official rating på 105 – svarende til 92/93 i skandinavisk form.

Could Be King aflagde sin maidensejr som 2-årig i en sæson hvor han i sin anden start var fjerde i Irish Futurity Stakes (Gr.2), slået med godt tre længder af den senere Derbyvinder Anthony Van Dyck (Galileo) – og foran sig havde han ved den lejlighed i øvrigt også Christmas (Galileo), som senere blev købt til Danmark af Flemming Velin.

Efter kun to starter som 3-årig i 2019 bød 2020 på en travl 4-årssæson med ni starter hjemme i Irland.

Could Be King vandt to gange og sluttede desuden anden i Testimonial Stakes (L) over 1200 meter på The Curragh, tredje i Celebration Stakes over 1600 meter på samme bane samt fjerde i Concorde Stakes (Gr.3) på Tipperary.


Se Could Be King slutte på andenpladsen i Testimonial Stakes (L) på The Curragh, 15. oktober 2020:


2021 har allerede nu budt på tre starter for Could Be King, der tilbragte januar og februar på Meydan.

Han lagde ud med en femteplads i Gruppe-3-opgøret Al Fahidi Fort bag Land Of Legends (Iffraaj) og var derefter fjerde i Dubai Sprint (L) bag Man Of Promose (Into Mischief).

I sidstnævnte opgør var Could Be King en plads foran Francisco Castro-trænede Es Raco i præmierækken.

Hestens sidste start på Meydan endte med en 10. plads i Meydan Challenge (L) over 1400 meter den 25. februar.

Could Be King var som 2-årig i træning hos Patrick Prendergast, mens 3-årssæsonens to starter blev signeret af John Oxx.

I juni 2020 blev hesten trænerskiftet til Ken Condon i Kildare, og nu er endnu et kapitel altså indledt hos Niels Petersen på Øvrevoll.

“Han kom til stalden for ganske nylig og er en skøn hest, som vi endnu ikke har set det bedste fra”, siger Petersen og fortsætter:

“Han matches nu i første omgang mod Bro Park Vårsprint, og siden er der løb som Polar Cup og Bro Park Sprint Championship i kikkerten, men forhåbentlig skal vi også udenlands når mulighederne byder sig igen”.


Se Could Be King galoppere på Øvrevoll herunder:


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top