Täby havde søndag eftermiddag en række gode væddeløb på programmet, og allerede i dagens første opgør fik publikum noget at klappe af, da Patrick Wahl gav debut til sit veltrukne klassiske håb El Classico (Peintre Celebre – Slewcie v. Seattle Slew), som blev bragt til start i et maidenløb over 1600 meter dirt track.
El Classicos danskopdrættede staldkammerat Blue And Yellow tog tidligt føringen under Manuel Santos, og parret holdt sig i front til begyndelsen af opløbet, hvor El Classico og lærling Camilla Karlsson uden problemer tog over og derefter trak fra til en overlegen seks længders sejr. Andenpladsen gik til den fint afsluttende Mikado/Per-Anders Gråberg, mens Blue And Yellow på trætte ben holdt hjem til tredjepladsen.
Vindende El Classico blev købt til Skandinavien fra England af Stall Dollar, og inden da var han blevet solgt for blot 20.000 euro på Goffs Sportsman’s Sale i Irland. Han er yderst veltrukket som søn af Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Peintre Celebre og han er første afkom efter Seattle Slew-datteren Slewcie, der er søster til den amerikanske vinder Captain Slew.
Slewcie er selv ud af den Gruppe-3-placerede hoppe Mama Dean – en søster til bl.a. Florida Derby (Gr.1)-vinderen og avlshingsten Vicar og Stakes-vinderen Sheepscot, som igen er mor til Gruppe-2-vinderen Navesink River.
Efter den overlegne sejr i sit livs første væddeløb har de hede svenske Derbydrømme uden tvivl allerede meldt sig hos både Patrcik Wahl og Stall Dollar, og El Classico bliver uden tvivl rigtig interessant at følge når det næste gang gælder konkurrence mod andre vindere.
Dagens bedst betalte opgør på Täby var Guldhandikap over 1600 meter, og her gik sejren til Täbys Champion-duo Bendik Bø og Per-Anders Gråberg, idet Melmac-sønnen Moltas let med halvanden længde kunne henvise Polar Bear/Luis Santos til andenpladsen, mens Valbonne/Nicholas Cordrey blev tredje.
Den tidligere danske Derby,- Oaks,- Breeders’ Cup- og Scandinavian Open (Gr.3)-vinder Halfsong fik sin sæsondebut i dette opgør, men hun formåede ikke at rette op på sin hidtil dårligste sæson i fjor, og den tidligere jernhoppe endte sidst i feltet, 30 længder bag vinderen.