fbpx

Duca Di Como skrev historie med sin tredje Pramms-triumf

For første gang siden Pramms Memorial (L) blev indført 1984, har én og samme hest nu formået at vinde løbet tre gange. Cathrine Erichsen-trænede Duca Di Como gav endnu en opvisning under sin faste makker Elione Chaves og vandt med 11 længder foran Pusjkin, Steinar, Wolfof Vancouver og Mystery Night.



Den 8-årige Clodovil-søn blev slettet kort før sin tiltænkte sæsondebut i Spring Mile (L) den 23. april, og naturligvis kunne der stilles spørgsmålstegn ved dagsformen, men hverken Cathrine Erichsen og Elione Chaves frygtede noget som helst. Med rette, kan man efterfølgende erklære.

Selv fra det vanskeligste startspor i feltet, det yderste spor ni, var Duca Di Como i vanlig stil klart i front før det første sving, og herfra dirigerede Chaves tempoet som så mange gange før til perfektion. Allerede midt på bagsiden måtte Falkor (Barocci) stå helt af, hvilket efterlod Plantstepsdream (Planteur) og Wolfof Vancouver (Speightstown) på en chanceløs mission i forfølgelsen.

Ind på opløbet var løbet allerede afgjort, og Francisco Castro-trænede Pusjkin (Muhaarar) fik mest ud af det blandt de øvrige som anden foran Susanne Berneklints Steinar (Union Rags).

Siden fulgte Wolfof Vancouver og Mystery Night (Night Of Thunder) på de to sidste præmiegivende pladser.

Sejren i Pramms Memorial (L) var den 21. i 34 starter for Duca Di Como, som samtidig skød op på over 6,5 millioner svenske kronor i samlet indtjening til Stall Como i Norge. Den mesterlige miler vandt Jägersros millionopgør for første gang i 2020, men måtte tage til takke med andenpladsen bag Jazz Explosion (Red Jazz) i 2021, inden han genvandt løbet i fjor og satte hattrick i år.

Duca Di Como og Elione Chaves vinder Pramms Memorial (L) sammen for tredje gang. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.


Irish Action kronede stor dag for Stall Junior

Selv om Lennart J:r Reuterskiöld ikke fik en Pramms-vinder, endte dagen med at blive en forrygende formbesked for Sveriges regerende championtræner.

Fire sejre blev det til i alt, heriblandt også i dagens næstbedst betalte opgør, Jägersro Sprint (L) over 1200 meter, hvor Stall Gransäters Irish Action (Zoffany) nedkæmpede Amon Ra (Exceed And Excel) med hals og tog førstepræmiens 150.000 kronor i hænderne på Andreas Tapia Dalbark.

Irish Action tog sin første sejr siden triumfen i Zawawi Cup (L) på den svenske Derbydag i fjor, og med førstepræmiens 150.000 kronor har han nu rundet en million svenske.

Irish Action og Andreas Tapia Dalbark vinder Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.


Forinden havde Lennart J:r Reuterskiöld også vundet Södra Skåningernas Derbytest med Juniper Tree-datteren American Zodiac, der legende let besejrede Beck (Dawn Approach) og Fourth Commandment (Amaron) med fem længder, mens favoritten Ami De Vega (Lope De Vega) i sin sæsondebut var yderligere en lille længde bagved som fjerde.



En imponerende 3-årssejr stod Jessica Long også for med Ayani (Starspangledbanner), som førte fra start til mål i Pramms-dagens altid kvalitative 3-årsløb over 1600 meter.

3-årspræstationerne kommer GalopSport ind på i en separat publicering.

Tilbage til Lennart J:r Reuterskiöld, som sadlede to yderligere vindere i form af Stall Tandems 4-årige Pratia (Pride Of Dubai) og Stall Zadas jævnaldrene Tin Win (Appel Au Maitre).

I tillæg skal det med, at både American Zodiac, Pratia og Tin Win er opdrættet af Jacqueline og Lennart Henriksson, som i dén grad havde en fænomenal Pramms-dag.

Desuden vandt Fredrik Reuterskiöld med Mr Ascots 4-årige Rangoon (El Kabeir) og Vanja Sandrup med Jan og Maj-Lis Martorps Röde Baronen (Casamento).


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top