Efter en tredjeplads i Spring Mile (L) og andenplads i Pramms Memorial (L) var Cathrine Erichsen-trænede Duca Di Como tilbage som nummer ét i Bro Parks Challenge Stakes.
Fra det inderste startspor var Duca Di Como hurtigt i front, og derefter kontrollerede Elione Chaves fuldstændig det 1400 meter lange opgør på græsset.
Clodovil-sønnen vandt til slut uredet med halvanden længde foran Ramone (Eishin Dunkirk) og Brian Ryan (Finjaan). Siden fulgte Good Eye (Eishin Dunkirk) og Sandtastic (Footstepsinthesand).
Sejren bragte 125.000 svenske kronor ind på Duca Di Comos konto, og en del af disse er allerede blevet brugt på en efteranmeldelse til Zawawi Cup (L) på den svenske Derbydag.
Hér kan der således blive tale om et mastodontløb mellem Duca Di Como og den nyetablerede stjernesprinter Nocentsinkentucky (Goldencents), og det bliver ét af Derbydagens absolut mest imødesete opgør.