På Woodbine i Toronto var der international storløbsdag i går. Hovedløbet, Pattison Canadian International (Gr.1) havde samlet et godt felt med Dronning Elizabeths Dartmouth (Dubawi) med William Buick i sadlen for Sir Michael Stoute, The Pizza Man (English Channel) fra USA, Erupt (Dubawi) fra Frankrig, Tysklands bedste ældre hest Protectionist (Monsun), samt fra Irland den uheldige favorit fra engelsk St Leger, Idaho (Galileo).
I afgørelsens stund var det de to Dubawi-sønner Erupt og Dartmouth, der afgjorde resultatet med Erupt som en sikker vinder.
Jockey Stephane Pasquier udtalte efter løbet, at nu burde næste start være Breeders’ Cup Turf den 5. november.
Det var Erupts første sejr i år efter hans gode 3-årssæson med sejr i bl.a. Grand Prix de Paris.
Idaho og Protectionist skuffede begge, men Tyskland fik oprejsning gennem tredjehesten Wake Forest (Sir Percy), der er opdrættet af Gestüt Fährhof.