fbpx

Dødsfald. Franz Nutz, 86.

Den tidligere championtræner Franz Nutz er sovet stille ind i nat. Franz var en enestående hestemand og et yderst retskaffent menneske. Han gik forholdsvis tidligt på pension i en alder af 62 år, men det var efter et yderst arbejdsomt liv med træning og omsorg for sine elskede heste syv dage om ugen.


I sine følgende leveår levede han et aktivt liv med rejser, maleri og foto som hovedinteresser.

Jeg mødte Franz første gang i 1960, da han var på gæstebesøg hos sin ven, den ligeledes østrigskfødte Vinzenz Vogel, der var førstejockey hos træner Henning Højelse. Året efter kom han tilbage og slog sig permanent ned som jockey i Danmark.

Han blev nok ikke værdsat efter fortjeneste hos sine to første arbejdsgivere, Axel Thorngren og Hans Bech-Holm, men hos træner Willie Waugh på Damgården fandt han en træner, der både forstod hans menneskelige egenskaber og store hesteforståelse. De fejrede mange fine triumfer sammen, især med 2-årsstjernen Leatherneck.

I 1965 henvendte skibsreder Jørgen D. Lauritzen sig til Franz og spurgte om han havde lyst til at starte som træner for ham og et par andre ejere på Hvidegården i Lyngby.

Det blev en forsigtig start med syv heste, hvor de øvrige ejere talte Palle Dige, W. Banzhaf og Oskar Kretschmer.


franz_nutz_1276

Allerede i sin tredje sæson fik han sit store gennembrud, da han opnåede det unikke resultat at træne de tre første heste i mål i Dansk Derby med Hard Top, Rasmus og Red Devil.

Derefter gik det slag i slag med et utal af storløbsvindere og med tidens største ejere og opdrættere på kundelisten, som er nærmere beskrevet i artiklen “Troldmanden fra Wien fylder 75”.

Franz var yderst temperamentsfuld overfor mennesker, men med hestene havde han stor tålmodighed og kærlighed. Talte altid til hestene og beroligede dem med sin stemme.

Når vejret var til det, gik han ud i foldene omkring Hvidegården og slog hø til hestene, og selv om der stod en utålmodig hesteejer ved stalden, så gjorde han sig færdig med høet først. Hestene havde førsteprioritet.


Franz kunne også være lidt fanden i voldsk når vi skulle rejse. En gang da vi skulle til Prix de l’Arc i Paris sammen, fik vi at vide i Kastrup, at han ikke kunne komme med, da han var østrigsk statsborger og Frankrig havde visumtvang for østrigere.

Franz sagde: “Jeg tager med alligevel for at opleve flyturen”.

Da vi kom til Paris’ lufthavn mødte han en dansk stewardesse som var kæreste med en brasiliansk jockey. Hun kendte Franz og lagde et godt ord ind hos den franske politileder, så han fik et 36 timers visum. Derefter fik vi et par hyggelige dage i byernes by.


Franz Nutz på Hvidegården med sin øjesten, Clarion King. Foto: Burt Seeger.
Franz Nutz på Hvidegården med sin øjesten, Clarion King. Foto: Burt Seeger.

Som hesteejer hos Franz fik jeg mange skønne minder og uforglemmelige oplevelser med mit livs hest, Clarion King, der vandt over 25 løb og blev en publikumsyndling. Der var et helt særligt bånd mellem Franz og Kingi, som var meget rørende. Det var ægte kærlighed mellem hest og menneske.

Franz var min gode ven gennem de 56 år, som vi har kendt hinanden.

Altid opmærksom på fødsels- og festdage, samt trofast til det sidste, vil han blive savnet dybt af mig og min hustru Marianne, de mange gamle venner og af publikum, der husker hans trænergerning.

Franz begraves fra Tårbæk Kirke på fredag den 14. oktober kl. 13 med efterfølgende mindestund på Tårbæk Kro.

Æret være Franz Nutz’ minde.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top