Klampenborg Galopbane var lørdag aften vært for årets store Awards-aften, hvor både årets to- og firebenede champions blev fejret på behørig vis i gallastemning.
Den største triumfator blandt hestene blev Chess Racing og Mona Nörklits 7-årige Django, der på baggrund af sin storløbstrippel med sejre i Klampenborg Galopbanes 100 års Jubilæums Mile, Scandinavian Open Championship (Gr.3) og Skandinavisk Grand Prix, både hjemtog titlen som Årets Ældre Hest og Årets Hest 2010.
Trænerparret Jessica og Padraig Long var på plads for at modtage publikums hyldest, og naturligvis var Djangos faste partner igennem hele 2010, Lennart Hammer, med på podiet.
“Django skylder os ingenting mere. Han bliver otte år nu, og har haft sin bedste sæson nogensinde”, sagde en glad og stolt træner Jessica Long, der for få år siden overtog den officielle trænergerning fra Caroline Strömberg.
Elusive Time blev årets 2-årige
De dansktrænede 2-årige heste leverede igennem hele 2010 en række storartede resultater på de skandinaviske hovedbaner, og derfor stod kampen om titlen som Årets 2-årige Hest på forhånd helt åben.
Vinderen af kategorien blev saudi arabisk-ejede Elusive Time, der i Bent Olsens varetægt vandt fem af sine syv starter, heriblandt en historisk double i de to største 2-årsopgør i Skandinavien – Norsk Kriterium på Øvrevoll og Vinterfavoriternas Pris på Täby.
Elusive Time fortsætter nu karrieren hos Francisco Castro på Jägersro, men alligevel kunne træneren der stod bag de historiske resultater med hesten i år, modtage prisen på vegne af Jafar Al Ghitani.
High Flyer fløj højest!
I kategorien Årets 3-årige Hest gik hyldesten til Elkær Stutteris skimle vallak High Flyer, der efter at have vundet sin væddeløbsdebut med 14 længder i foråret siden fulgte op med sejre i Derby Testen, Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer og Svenskt St. Leger, samt tredjepladser i både J. Lauritzen Dansk Derby, Norsk Derby og Dansk St. Leger.
Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen, ægteparret bag Elkær Stutteri, var personligt på plads for at modtage High Flyers pris.
Meydan Millennium populær handicapper!
High Flyer trænes af Søren Jensen, som stod bag endnu en prisvinder i form af Meydan Millennium, der helt suverænt blev Årets Handicapper efter seks sejre og lige så mange andenpladser i et forrygende 2010, hvor han ligeledes steg mere end 20 kilo i handicappet. Halvbroderen til Peas And Carrots blev ved samtlige sine sejre redet til sejr af Lennart Hammer.
Percussionist ikke forbigået!
Da Hanne Bechmann-trænede Percussionist strøg først over stregen i American Grand National (Grade 1) på Far Hills i New Jersey den sidste lørdag i oktober, blev det skrevet et stort stykke dansk væddeløbshistorie.
Iben og Morten Buskops fantastiske triumf i USA blev heller ikke forbigået ved Klampenborgs galla, hvor direktør Tom Christensen personligt uddelte sin “Special Award” til Sadler’s Wells-sønnen.
De fem champions!
Mens der var enorm spænding omkring de fem publikumskategorier, var Klampenborgs championater naturligvis allerede afgjort på forhånd – men det gjorde ikke stemningen ringere, og både træner Søren Jensen og jockey Lennart Hammer modtog salens stående bifald.
For Søren Jensen var det andet år i træk og 16. gang i alt han kunne fejres som champion, mens Danmarks mest fremgangsrige jockey gennem tiderne, Lennart Hammer, for første gang sluttede på førstepladsen i jockeyligaen.
“Materialet vi arbejder med frem imod næste sæson ser endnu stærkere ud; vores åringer er allerede langt fremme og holdet tegner virkelig lovende, mens flere af næste års klassiske kandidater allerede nu har bevist at de holder høj klasse”, sagde en glad og stolt Søren Jensen fra podiet, hvor han som altid også roste sit arbejdsomme team på Enghavelyst.
Også Lennart Hammer var fyldt med næstekærlighed: “Når hesten står klar i startboksen er det op til mig at levere et resultat, men alt arbejdet op til starten klares af træneren, arbejdsrytterne og dem der står op klokken 4 om morgenen for at muge ud i boksene. Uden dem var vi her slet ikke, og deres indsats kan ikke fremhæves nok”, sagde årets suveræne championjockey, der opnåede 31 sejre på sin hjemmebane.
Patil igen!
Lærlingechampionatet gik for andet år i træk til indiske Danny Patil, der i foråret vandt karrierens hidtil største sejr i Klampenborg Store Sprint på Sandie Kjær Nortoft-trænede Sydney. Patil opnåede i alt syv sejre på Klampenborg i 2010. “Jeg rejser snart til Stockholm for at arbejde over vinteren og forhåbentlig får jeg nogle ridt deroppe også”, fortalte Danny Patil.
Jonna Gustafsson – sejrsprocent på 50!
Amatørrytterchampionatet blev suverænt vundet af svenske Jonna Gustafsson, der red sit første løb i fjor og virkelig har gjort kometkarriere. Jonna Gustafsson vandt fem af sine 10 ridt på Klampenborg, og hun proklamerede ved prisoverrækkelsen, at hun ønsker at tage skridtet videre med en lærlingeuddannelse når tiden er moden til det.
Jonna Gustafsson vandt foruden Amatørrytterchampionatet også Familien Bustrups “Gyldne Hjelm”, hvilket er en nyindstiftet pointserie for amatørrytterne på Klampenborg.
Suveræne Hjortebo
Årets opdrætterchampionat gik til Stutteri Hjortebo, der også er helt suveræne på skandinavisk basis. Tre af årets klassiske vindere – Sir Randolph, Sir Henry og Loquita – er alle opdrættet på det jyske stutteri, og desuden kan Hjortebo sammen med York Stutteri glæde sig over at Academy Awards dominans som avlshingst både i Danmark og Skandinavien aldrig har været større. “Hårdt arbejde, stabilitet og en god portion held”, var Jette og Søren Hjorth Jensen enige i er grunden til den mangeårige succes for Stutteri Hjortebo.
Den samlede liste over lørdagens prisvindere ser således ud:
Champion Lærling:
Danny PatilChampion Jockey:
Lennart HammerChampion Amatørrytter:
Jonna GustafssonChampion Træner:
Søren JensenChampion Opdrætter:
Stutteri HjorteboÅrets 2-årige Hest:
Elusive TimeÅrets 3-årige Hest:
High FlyerÅrets Ældre Hest:
DjangoÅrets Handicapper:
Meydan MillenniumÅrets Hest:
DjangoKlampenborg Galopbanes Special Award:
Percussionist

























