I sit blot femte forsøg sadlede Dina Danekilde søndag eftermiddag sin første vinder, da 3-årige Heman Cross aflagde sin maidentitel foran Bonjour Hill og Sea Commander på Jägersro.
Shane Karlsson timede sit ridt perfekt over de 1600 meter og fangede i rette tid Francisco Castros forbedrede Sea Commander, som ellers førte med adskillige længder ind på opløbet.
Også Lennart Reuterskiöld Jr’s Bonjour Hill nåede forbi totalisatorfavoritten til slut.
Heman Cross – der ligesom Fillies Mile-vinderen Pocahontas Face er efter Layman – startede for syvende gang i karrieren, og det er nærmest et under, at der skulle gå så lang tid før han kunne notere karrierens første sejr.
“Han er en virkelig talentfuld hest. Jeg red ham selv i Svenskt Kriterium i fjor, hvor vi blev stoppet i svinget og med garanti mistede andenpladsen”, fortalte en glad Dina Danekilde til Anna Thelander efter sejren.
Den brune vallak, som er første afkom ud af Breeders’ Trophy Stayer-2’eren Cross A Lot (Nicolotte), er ikke meldt i meget henover sæsonen, men han står i Breeders’-serien og Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer på Øvrevoll.
Førstepræmien var i alt 56.000 kroner værd for Martin Persson og RedNeck, som ligeledes har opdrættet Heman Cross.