Wido Neuroth har endnu engang formået at frembringe en tidlig favorit til næste års Derby i både Sverige og Norge.
Stall EOS’ tysk opdrættede Diamant stjal nemlig totalt scenen i Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris på Täby, hvor han under trænersønnen Jan-Erik Neuroth med eventyrlig speed forlod resten af feltet i opløbet og sejrede med 5½ længde foran den danske hoppe Annaboda/Oliver Wilson og staldkammeraten Viviannasdream/Espen Ski.
Diamant kom med tre sejre på stribe fra Øvrevoll, heriblandt både The Heatherwold Cup og Norsk Kriterium, og han satte en tyk streg under sin titel som 2-års Konge med sin overlegne triumf i det, der uden sammenligning kan betegnes som
Skandinaviens absolutte topopgør for den yngste årgang.
Ligesom ved sine tidligere starter hjemme på Øvrevoll, fristede Diamant en tilværelse et godt stykke tilbage i feltet fra start, men Jan-Erik Neuroth havde på intet tidspunkt travlt med at få kontakt til de forreste – og det var der heller ingen grund til, for Diamant gjorde selv sit arbejde da det behøvedes, og på kort tid sagde han farvel til de øvrige og gjorde løbet til sit eget.
Annaboda fightede heroisk
Bag Diamant kæmpede resten af feltets deres egen kamp for placeringerne, og det blev Søren Jensen-trænede Annaboda, som under Oliver Wilson med det mindst mulige trak det længste strå foran vinderens staldkammerat Viviannasdream/Espen Ski.
Annaboda fik langt fra nogen optimal rejse undervejs, og hun havde endnu mere at gøre end Diamant på vej rundt opløbssvinget. Oliver Wilson tog den dristige indvendige vej i opløbet, hvilket også blev udslagsgivende i sidste ende. Stald Seelands Duke Of Marmalade-datter var eneste hoppe i feltet, og efter to sejre på stribe og nu en andenplads i Vinterfavoriternas Pris, hersker der ingen tvivl om, at Annaboda er et af de allervarmeste klassiske kort blandt de skandinaviske hopper.
Viviannasdream, der fortsat er maiden efter at have mødt Diamant tre gange og i sin seneste start have været slået med det mindst mulige af søndagens Breeders’ Trophy Juvenile-vinder, Quite A Mission, ligner også en hest der med sikkerhed opnår store resultater i fremtiden.
To længder bag Annaboda og Vivannasdream fulgte Bent Olsen-trænede Smartinblack/Johansen, som tilføjede 48.000 kroner til sin i forvejen bugnende præmiekonto. De sidste præmiepenge tilfaldt IKC Dragon Heart.
Wido jagter fortsat Derbysejr i Tyskland
Wido Neuroth lagde efter sejren i Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris ikke skjul på sin glæde over Diamants klasse, og det står klart, at en start i Deutsches Derby (Gr.1) 2013 står i kortene.
“Diamant er født i Tyskland og handlet på auktion i Baden-Baden. Jeg var dernede i fjor, uden rigtig at have købere til noget. Men min agent Peter Doyle og jeg fandt Diamant, og jeg ringede hjem til Tom Erik Kjeseth og fortalte, at her var der en rigtig Derbyhest i udsigt. Og Stall EOS har længe trængt til en ny Derbyhest”, sagde Wido Neuroth med et glimt i øjet.
Senest Wido Neuroth og Stall EOS vandt Derby sammen var i 1993, hvor tyskafstammede Lorofino både triumferede i den svenske og norske udgave, mens han overraskende blev besejret af Mongolian Knight i den danske udgave.
“Som tyskfødt har jeg altid drømt om at vinde Derbyet i Tyskland, og vi har forsøgt os flere gange. Senest med Sir Lando, der endte placeret. Diamant er også meldt i Tysk Derby”, lød det fra Wido Neuroth, som fik overrakt Erik Söderbergs mindepræmie af Sonja Söderberg i Täbys vindercirkel.
Kostede 40,000 euro
Diamant kostede blot 40,000 euro i Baden-Baden, og han erførste føl ud af Diamantgöttin (Fantastic Light), der selv var vinder i Tyskland og bl.a. var anden i Preis der Winterkönigin (Gr.3). Hun nåede som bedst et handicap på 93. Diamantgöttin er tilmed halvsøster til Listed-vinderen Diamantwelle, samt to øvrige Black Type-heste.
Tredjemoderen Dunoof er mor til Seltitude og mormor til Charlotte O Fraise, der begge er Gruppe-3-vindere i Frankrig, og så er hun i øvrigt også helsøster til High Hawk, som igen er mor til Champion Stakes (Gr.1) og Breeders’ Cup Turf (Gr.1)-vinderen In The Wings.

























