fbpx

Diaghlyphard begravet på Rävdansens Stuteri

Ivan Sjöberg, indehaver af det svenske succes-stutteri Rävdansen, oplyser i dag i en pressemeddelelse at 12-dobbelte svenske championbeskeler Diaghlyphard i al stilhed blev aflivet den 8. december i fjor.


Diaghlyphard, der skulle blive 22 år i 2005, var omgivet af 40 ejere der alle ønskede at hans bortgang skulle holdes inden for egne rækker indtil nu.

Vi på Rävdansen, som levede med ham hver dag i 16 år, savner ham meget og mange tårer er fældet mellem både familiemedlemmer og personale”, beretter Ivan Sjöberg.

Diaghlyphard var allerede fra første færd en avlssensation i Sverige – det startede med Maureen Star, og derefter producerede han topheste i hver eneste årgang med navne som Cinnamon, Hooter, Songline, Melmac, Local Hero, Double Net, Bloomerace, Our Toy, Kokomo, Salad Days, Florette, Taaffe, Novakey og mange flere. Diaghlyphards afkom har vundet alle fem klassiske løb i Sverige, og han er indehaver af en næsten uslåelig rekord, nemlig at hans afkom vandt Svenskt Breeders’ Trophy hele otte år i træk!

Diaghlyphard fik for nogle år siden problemer med begge sine bagben og syndikatet besluttede at pensionere ham inden starten på bedækningssæsonen 2004, men Lyphard-sønnen nåede desværre kun at nyde sit otium i et enkelt år.

Den skandinaviske avl vil dog i mange år fremover være tæt forbundet med Diaghlyphard, idet mange af hingstens fremragende hopper hvert år producerer nye afkom, og dertil er hans bedste søn Songline blevet et super-hit i avlen som far til bl.a. First Edition, Halfsong og Derby-håbet Glenury Royal.

Diaghlyphard er blevet begravet i parken på Rävdansens Stuteri.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top