Dhore overlegen i Summer Cup

Det blev igen i denne uge svensk sejr i hovedbegivenheden på Københavns Galopbane, da Lennart Reuterskiöld-trænede Dhore overlegent tog sig af Summer Cup over 2200 meter foran Ladies First og staldkammeraten Dialitha.

Efter en lang række stabile præstationer lignede Summer Cup på forhånd en overkommelig opgave for Dhore, der var klar favorit i både program og totalisator.

Mark Larsen havde den 7-årige vallak først af sted og tog hurtigt føringen med et par længder. På bagsiden skete der ikke de store ændringer, andet end at Dhore øgede sin føring en smule og ind på opløbet praktisk talt så uslåelig ud.

Mark Larsen valgte den korteste vej og havde på dette tidspunkt så klar margin ned til de øvrige, at jockeyen slet ikke behøvede at løfte hænderne. 150 meter fra mål begyndte Mark nærmest demonstrativt at kigge sig tilbage efter de øvrige.

Ladies First med Fernando Diaz i sadlen leverede som altid en god finish og kom fint fri af de øvrige til andenpladsen, mens Dhores staldkammerat Dialitha tog tredjepladsen foran Owner’s Equity og L’Empereur.

Der var 20.000 kroner i førstepræmie til Dhore, der er faldet efter Ore – A’Dhahirah og opdrættet i Irland. Han ejes af Omar Zawawi og trænes af Lennart Reuterskiöld.


I Köln 3-årsløb over 2200 meter var der gensyn med de tre danske derbydeltagere Correze, La Sellier og Sisus. Correze var efter sin gode femteplads i derbyet klar favorit til sejren, og med Kim Andersen i sadlen svigtede Richard Of York-sønnen ikke sine mange tilhængere.

Kim havde styr på løbet lige fra starten og efter føring ind på lige bane trak Correze legende let fra det øvrige felt og vandt overlegent med seks længder foran en godt afsluttende Wanja/Fernando Diaz, der yderligere havde en længde ned til La Sellier på tredjepladsen. Callanotherone, der omsider er klar igen efter en lang skadespause blev fjerde foran Mojo, der øjensynligt fandt distancen i overkanten.

Correze trænes af Søren Jensen og ejes af Stald Lady Doc, Birte Müllertz og Kiddy Elsass. Den lille hingst med det karismatiske ’pandehår’ er halvbror til Sceptre- og Fawzia Stakes-vinderen O’Kelly, samt helbror til Duchess Of York, der sidste år var nummer to i Dansk Oaks. Der var 18.000 kroner i førstepræmie i løbet.

Norske Knut O. Arnesen gæster sjældent Klampenborg, men denne lørdag havde han to heste til start, og begge sluttede nærmest vinderen. Dagens tredje løb Dresden Handicap var et af løbsdagens flotteste med en hård opløbskamp og de første syv heste på linie ned gennem opløbet.

I sidste ende viste Inge-Mette Dejgaard-trænede Madeau sig som den bedste på dagen, da den 4-årige hoppe under Janos Tandari sikkert med en længde slog den norske gæst Cavalier og svenske Commander Jones. Madeau (Casteddu – Mr Chris Cakemaker) var en kæmpe overraskelse til 203 for 10, men hoppen har tidligere vist at hun på sine gode dage kan være med i stærkt selskab. Madeau er opdrættet i England og ejes af Lone Kaj-Nielsen.

Knut O. Arnesen måtte også nøjes med andenpladsen i Hoppegarten Handicap, hvor Nicholas Cordrey red Fredrik Reuterskiöld-trænede Say No More til sikker sejr foran Jackson og Kate’s Kalejdoskop.

Say No More går stort set altid godt på Klampenborgs græs, og Jalmood-sønnen var også favorit til at følge op på andenpladsen fra det sidste besøg på banen. Montilja og Walk The Line hentede de sidste præmier.

Ole Larsens heste er forrygende gående for tiden. Den danske træner med bopæl i Sverige er omsider kommet i vinderform, og i eftermiddagens sidste løb Hamburg Handicap sørgede han selv for at vinde med staldens 7-årige Farignan (Marignan – Farandole). Farignan kom i et sent angreb helt inde ved rails og gik forbi Eko d’Angleterre på de sidste 100 meter.

Flemming Poulsens Fanfare Dotdk fik endnu engang en skidt start, men han viste klar forbedring i opløbet, hvor Mark Larsen fik ham helt frem i slutstriden. Der blev dog lidt for langt frem for Fanfare Dotdk, der dog omsider begynder at vise nogle af de takter der gjorde ham til en af de mest lovende 2-åringer i årgangen sidste år.

Jan Olsen har haft en af sine bedste sæsoner som amatørtræner- og rytter, og denne eftermiddag fik han endnu en sejr på ryggen af Mrs Communication, der accelererede stærkt midt i opløbet og siden let med to længder slog velgående Jasmin, mens de to favoritter Tornado og Viper sluttede på tredje- og fjerdepladsen.

Hanne Bechmann er en anden af de trænere det kan betale sig at lægge mærke til i øjeblikket. Hendes heste er virkelig godt gående og kommer sjældent hjem uden penge, og Hanne startede dagen med en ’double’, da All Shook Up/Thomas Bertelsen vandt foran Visit Alex/Luis Villarroel. All Shook Up førte hele vejen ned gennem opløbet og vandt sikkert, mens Visit Alex måtte kæmpe lidt mere for at holde andenpladsen foran en godt afsluttende Subzero.

Seneste artikler

Scroll to Top