fbpx

“Det var helt som forventet”

Bent Olsen havde ikke forventet anden end en sejr til Gentleman Jack i søndagens Derby Consolation, men for spillerne var triumfen for “Facebook Galophesten” lidt af en overraskelse.


Final Appearance-sønnen, der bl.a. er halvbror til Mowerina- og Listed-vinderen Sydney, var spillet til mere end 10 gange pengene, da lågerne sprang op til Derbyets “trøstløb”, men han havde til gengæld ingen problemer med at afgøre løbet i hænderne på Carlos Lopez.

Gentleman Jack afsluttede stærkest af alle udvendigt i banen og overrumplede totalt de indvendigt kæmpende Mamut Carl Ras og Sterling High, mens Vincero og forhåndsfavoritten Funny’s Chap fik de sidste præmiepenge.

“Det overrasker mig slet ikke. Det var helt som forventet”, kunne Bent Olsen fortælle Carsten Bundgaard i vindercirklen efter sejren til den brune vallak, der her tog sin første sejr i karrieren. Gentleman Jack har udviklet sig med raketfart henover de seneste to måneder, og han har nu forbedret sit handicap med 20 kilo siden sæsondebuten og står nu i et handicap på 77.

Gentleman Jack er opdrættet af Pernille og Jakob Altenborg, som ligeledes står bag Årets Handicapper på Klampenborg anno 2013, Flawless Beauty. Flawless Beauty er ligesom Sydney halvsøster til årets Derby Consolation-vinder.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top