Stall Trick Or Treats nu 4-årige Mission Possible kommer i fremtiden til at høre hjemme på træningsanlægget Stall Nor i varetægt hos Norges championtræner Rune Haugen.
Groom Dancer-sønnen blev som 2-årig tre-dobbelt storløbsvinder med sejre i Norsk Auksjonsløp, Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer og Vinterfavoriternas Pris. Præstationerne gav helt fortjent udslag i at Mission Possible blev kåret som både Årets 2-årige Hest og Årets Hest i Norge i 2004.
Som 3-årig levede han op til den tunge favoritværdighed i Dansk Derby hvor han sejrede overbevisende. Den stærke væddeløber indkasserede karrierens på det tidspunkt kun andet nederlag, da han efter at have trukket læsset det meste af vejen sluttede på femtepladsen i Svenskt Derby, men det var en sygdomsramt Mission Possible der kom ud af løbet, og at der var tale om en kraftig virus kom til syne bare tre uger senere, da hesten aldrig sås med chance i afgørelsen af Norsk Derby på Øvrevoll.
“Efter Norsk Derby gav jeg ham en lang pause, for det tager hårdt på en hest at løbe tre Derbies, og samtidig havde sygdommen ramt ham hårdt”, beretter hestens nu tidligere træner Cathrine Erichsen, der først to måneder senere lod Mission Possible gøre comeback i Norsk Mesterskab for 3-årige, hvor han sluttede tredje bag Desert Warrior og Philitagain.
Dermed var sæsonen slut for millionæren Mission Possible. “Han havde virkelig brug for pausen, og frem mod nytåret blev han stærkere og mere frisk hele tiden. Jeg var begyndt at se frem imod sæsonen 2006 med ham, og det er naturligvis med vemod at jeg har sagt farvel til en hest som Espen (Ski, red.) og jeg har trænet lige siden han blev købt som åring”, forklarer Cathrine Erichsen. For det bliver som omtalt ikke i Cathrine Erichsens varetægt at Mission Possible skal gøre sig gældende i den kommende sæson, og omkring årsskiftet overtog Rune Haugen ansvaret for hesten.
“Han er en fin hest der viste sig som fløjmanden i sin årgang, og det bliver interessant at arbejde med ham, selv om 2006 bliver et svært år hvor han kæmpe mod den ældre elite samtidig med at han grundet sin store indtjening ofte kommer til at give vægt til heste som på papiret er stærkere end ham”, bekender Rune Haugen, der foruden Mission Possible nærmest står med en hær af ældre elitevæddeløbere til den kommende sæson. Et virkelig interessant nyt bekendtskab er den fra Chile importerede stjernehingst Angel De Madrid, som vi kommer nærmere ind på her på siden i løbet af de næste uger.