Den danskfødte tophest Lights Out er død. Det blev til 17 sejre i 73 starter og en præmieindtjening på 2.295.464 kroner. Hestens største sejr i karrieren var triumfen i Norsk Derby i hænderne på jockey Mark Larsen. Lights Out blev også klassisk vinder i Danmark, med sejren i Dansk St. Leger med samme jockey i sadlen. Cathrine Erichsen i Norge stod for træningen.
”Det var inden jeg overtog træningen”, fortæller svenske Dennis Persson, som trænede hesten helt frem til dens død. “Lights Out kom til min stald i 2006. Den har betydet alt for min karriere. Jeg har startet ham i seks lande. England, Frankrig, Belgien, Tyskland, Norge og Sverige”, fortsætter Dennis Persson.
”Lights Out vandt Svenskt Grand National to gange. Senest i fjor som 10-årig. Han blev desværre slemt skadet i en kode i sin sidste start”, siger Dennis Persson. “Vi gav ham tiden til at komme tilbage, så han i det mindste kunne blive hyggehest hos hende, som passede hesten for mig. Men efter fire måneder måtte vi erkende, at der ikke var noget at stille op. Vi laver en mindeplads for ham herhjemme på gården”, siger Dennis Persson.
Lights Out er opdrættet af Jens Peder Christensen på Stutteri Poulsensminde i Nordjylland. Han var efter Kateb og superproduceren Skee The Feen (Viking), hvilket gjorde ham til helbror til Gruppe-3-vinderen Hovman og halvbror til den danske St. Leger-vinder Superman.

























