Niels Petersen har to kort på hånden i jagten på sin sjette danske Derbysejr: Glendevon og Grab The Moment, som begge er født og opvokset på York Stutteri. Dertil sender Skandinaviens regerende championtræner navne som Mozart, Easywithme, Wassim og River Magic med transporten til Klampenborg.
Grafikken i artikelserien er venligst lånt fra Simon Bechmanns hjemmeside Startlisten.dk, hvor du kan læse form, se løbsrepriser med mere til alle danske væddeløb.

“Mozart er reelt set nok bedst på 2000 meter, og 2400 meter bliver ofte lige det længste for ham. Alligevel har han høstet andenpladser i både Scandinavian Open Championship og Stockholm Cup International, men jeg tror, at 1800 meter på Klampenborg er noget af det tætteste vi kan komme på en perfekt distance til ham i Skandinavien”.
“Han kommer til Danmark i god form, han gik endnu et flot løb i Stockholms Stora Pris senest, hvor banen viste sig lidt for hård til ham. Mit håb er, at han får en god græsbane på lørdag, ikke for blød, og jeg er ikke bange for at sige, at han er mindst lige så god nu, som da han vandt dette løb i fjor”.

“Easywithme var ikke helt sig selv sidste gang hun startede på Klampenborg i Sceptre Stakes. Det havde med ikke noget med Klampenborg at gøre, og jeg tænker ikke at man skal være bange for at hun ikke kan lide banen”.
“Til gengæld var hun exceptionelt god på den svenske Derbydag, og hun holder den form ved lige, så jeg er meget optimistisk”.

“Vi prøvede senest Wassim over 1800 meter i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer for at teste, om han alligevel skulle ud i Derbyet, men han stod bare ikke helt hjem”.
“1600 meter – og måske også kortere senere hen – er det bedste for ham, og han var virkelig god den dag han vandt Dansk 2000 Guineas i foråret”.
“Han blev sidenhen slået af No Surrender på Bro Park, men jeg håber, at banen bliver bedre på lørdag end den var den dag i Stockholm, for den var simpelthen for hård ham, og han lagde sig aldrig rigtigt ned og galopperede fremad”.
“Hvis han får den samme bane som på Guineas-dagen i Klampenborg, bør afgørelsen stå mellem ham og No Surrender“.

“Glendevon har stadigvæk ikke helt forstået hvad det hele drejer sig om. Han løber lidt i kapitler og træner til at få sat hele filmen sammen”.
“Det gik meget stærkt fra start i Dansk 2000 Guineas, og han kom for langt efter de andre undervejs. Jeg er ikke i tvivl om, at 2400 meter passer ham meget bedre, og formen virker også opadgående”.
“Han viste lidt af sin kapacitet med den lette sejr i Guineas Classic Consolation på Bro Park, og derefter var han i køen af uheldige heste i Jockeyklubbens Grand Prix, mens han senest aldrig fik fat i underlaget på Jägersro”.
“Han er kapabel hest, og hvis nu alting kommer til at passe på lørdag, så vil han ikke være så langt væk fra afgørelsen – men det kræver, at poletten omsider falder”.

“Grab The Moment er i strålende form, og han er en hest jeg er meget glad for at træne”.
“Han har intet gjort forkert i sin korte karriere, og hvis du ser reprisen fra Jockeyklubbens Grand Prix vil du også forstå hvorfor han ikke vandt løbet”.
“Den ekstra distance nu er kun et plus, for han har en hæsblæsende speed, og med en problemfri rejse er jeg overbevist om, at han er med i afgørelsen”.

“River Magic er helsøster til Oaks-vinderen Alwaysonmymind. Hun er desværre kommet meget sent i gang, idet hun er en stor og ufærdig type”.
“Hun har startet to gange over 1800 meter, og 2400 meter vil passe bedre. Desværre nåede hun ikke at udvikle sig til en rigtig Derbyhest, men jeg tror til gengæld, at hun når at blive et godt kort til Oaks”.
“Det er en stor mundfuld at skulle ud i dette felt med kun to starter på bagen, men den største udfordring vi har med hende er startboksen, for hun har tabt mange længder fra start i begge sine starter”.

























