fbpx

Derbyfeber – ja, selvfølgelig!

Tre 3-årsløb på henholdsvis 1000, 1600 og 2200 meter med en fællesnævner der hedder Fredrik Reuterskiöld. Onsdag var en god dag på jobbet for den mellemste af trænerbrødrene, og med lidt under to måneder til Svenskt Derby kan man ikke bebrejde ham den tidlige Derbyfeber.


Ramstein og Elione Chaves på vej mod en overlegen sejr i Södra Skåningernas Derbytest. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ramstein og Elione Chaves på vej mod en overlegen sejr i Södra Skåningernas Derbytest. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Han vandt et maiden. Så vandt han et lidt bedre løb, og i dag slog han ret gode heste. Han bliver ved med at overraske mig og nu er det vel okay at drømme om Derbyet”, sagde Fredrik i minutterne efter Ramsteins opvisning i Södra Skåningernas Derbytest under Elione Chaves.

Summer Bird-sønnen vandt præcis lige så enkelt som i årets to første starter, men forskellen var bare, at denne gang havde han prominente navne som Duke Of Burden og Top Turn bag sig i tre og 11 længders afstand.

Allerede midt i opløbssvinget stod det klart, at Chaves sad på feltets bedste hest, for både Johansen på Duke Of Burden og Shane Karlsson på Top Turn var hårdt ridende, mens brasilianeren fortsat ikke havde rørt en finger. I opløbet fik Ramstein et par påmindelser af sin jockey, men det var mest af alt for at holde ham i gang, for hesten virkede fortsat urutineret og brækkede lidt i banen da han kom alene i front.


Ramstein vinder i hænderne på Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ramstein vinder i hænderne på Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ramstein fik 75.000 kroner for sejren i Derbytesten, og han er nu ubesejret i tre starter i år. Når hans “svenskbonus” regnes med, har han tjent 277.000 kroner til Mec-Com Klippan AB, der også selv står som opdrætter. Den mørkebrune vallak er født og opvokset på familien Sjöbergs Rävdansens Stuteri, som nu har overtaget moderen Day To Shine (Aldebaran) fra Bengt Thomasson.

Faderen Summer Bird (Birdstone) fik en ultra-kort avlskarriere, idet han allerede døde som 7-årig på Win-Star Farm i Kentucky – samme år som hans første føl kom til verden. Summer Bird vandt både Belmont Stakes (G1), Travers Stakes (G1) og Jockey Club Gold Cup (G1) i sin aktive karriere og stod til en bedækningstakst på 15.000 US$, da Bengt Thomasson i 2012 valgte at sende Day To Shine til Kentucky.


Ramstein og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ramstein og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Forinden havde hun fået Stevie Wonderboy-datteren Wonderful Top Fuel, der kom med tilbage til Sverige og i fjor var tredje i Svenskt Oaks bag Obrigada og Shalalee.

Day To Shine er desuden mor til 2-årige Fabergé (Philomatheia), som efter den fælles skandinaviske åringsauktion i fjor blev solgt til IKC Racing, og til 1-årige Swing On A Star, der er søn af Bengt Thomasson og Fredrik Reuterskiölds svenske Derbyvinder Swing That Cat.

I øvrigt er Day To Shine halvsøster til Time And Motion (Tapit), der var slået med to længder til femtepladsen af Catch A Glimpse i sidste års udgave af Breeders’ Cup Juvenile Fillies’ Turf (Gr.1) i Keeneland.


Ramstein og Elione Chaves modtages af sin træner Fredrik Reuterskiöld, opdrætter Bengt Thomasson (længst til venstre) og resten af ejerkredsen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ramstein og Elione Chaves modtages af sin træner Fredrik Reuterskiöld, opdrætter Bengt Thomasson (længst til venstre) og resten af ejerkredsen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ramstein har det således ikke fra fremmede, og han ligner på nuværende tidspunkt det største hjemmebanehåb til Svenskt Derby den 16. juli.


Reprise: Södra Skåningernas Derbytest

Resultat: Södra Skåningernas Derbytest

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top