Det blev den ventede favoritsejr til Tina Mortensen-trænede Turbo Man, da Jydsk Væddeløbsbane søndag eftermiddag afviklede et enkelt galopløb. Man skulle dog igennem en omstart før løbet kunne gennemføres. Tacanas og Marc Stott sprang på lågerne som gik op og der blev korrekt dømt omstart.
– Af Henrik Brendholdt
Heldigvis blev de fleste af hestene stoppet hurtigt af deres ryttere. I den gyldige start var det lidt overraskende Tacanas fra Johnny Reimers træningskvarter der tog føringen. Den fik dog ret hurtigt en velgående Turbo Man over sig og med 600-700 meter igen overtog favoritten føringen og i opløbet var der kun en hest på banen. Turbo Man og Nanna Skovsgaard sejrede med fem længder før en godkendt årsdebutant Tacanas, mens Pia Gram og Crostini blev tredje.
Lidt beskæmmende for sporten var et efterfølgende prøveløb, hvor den 4-årige Enya trænet af Per Bossow, for fjerde gang skulle forsøge at blive godkendt til væddeløb. Hoppen løb som om det var første gang den var på en væddeløbsbane og kunne slet ikke komme rundt svinget, hvor den blev taget op og den skridtede op gennem opløb. Lad os håbe den bliver brugt som ridehest istedet for.