fbpx

Deep Impact sluttede af som verdens bedste

Juleaftens dag blev det sidste kapitel skrevet i historien om japanske Deep Impacts eventyrlige væddeløbskarriere, og det blev nøjagtig den lykkelige afslutning som millioner af japanske fans havde bedt til.



Fra sin sædvanlige plads blandt de bageste i det langstrakte felt, skød Deep Impact i sidste del af opløbssvinget med raketfart forbi sine konkurrenter i verdens omsætningsmæssigt største galopløb, Arima Kinen (Gr.1) i Tokyo, og skar til slut målstregen med tre længder ned til Pop Rock/Olivier Peslier og Daiwa Major.

Jockey Yutaka Take, der red Deep Impact i samtlige hestens 14 starter, kunne roligt kigge på storskærmen da der manglede 100 meter af løbet og satte derefter hænderne ned mens Deep Impact modtog publikum vilde hyldest for sidste gang i karrieren.

Sunday Silence-sønnen vandt 12 af sine 14 starter, heraf de syv i Gruppe-1-sammenhæng, og han går nu i avlen bredt respekteret som verdens bedste væddeløbshest.

Hingstens to eneste nederlag kom i sidste års Arima Kinen (Gr.1), hvor han sluttede anden bag Heart’s Cry, samt i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) i Paris, hvor han efter at være sluttet tredje gennem mål senere blev diskvalificeret for at have et stof i kroppen som er godkendt i Japan, men ikke i Europa.

På trods af dopingskandalen i Paris formåede Deep Impact at lave hakket kød ud af sine konkurrenter i karrierens to sidste starter i Japan Cup (Gr.1) og Arima Kinen (Gr.1), og i Japan har man allerede glemt hændelsen i Paris.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top