fbpx

De svenske farver til tops i Dubai World Cup (Gr.1)

Den svenske hesteejer Stefan Friborg har oplevet mange store triumfer som hesteejer, men intet slår begivenheden lørdag aften, da hans 7-årige brasilianskfødte hingst Gloria De Campeao førte hele vejen fra start til mål i Dubai World Cup (Gr.1) med en førstepræmie på 6.000.000 US$.



Under jockey Tiago Pereira skød Gloria De Campeao først ud af startboksen og tog med det samme greb om føringen i det 2000 meter lange opgør.

Ind på opløbet fortsatte hingsten i front, selv om både Lizard’s Desire og Allybar kom nærmere for hvert eneste galopspring. De tre heste ramte stort set målstregen samtidig, og ud fra jockey Kevin Sheas reaktion at dømme troede han at sejren var i hus.

Shea skød armene i vejret og blev gratuleret af Allybars rytter Ahmed Ajtebi, men det var nærmest umuligt at se udfaldet med det blotte øje.

Efter nogen tids votering faldt dommernes afgørelse – sejren gik til Pascal Bary-trænede Gloria De Campeao og svenske Stefan Friborg, der i fjor så sin hest blive nummer to i samme opgør bag amerikanske Well Armed.

“Jeg har ikke ord til at beskrive det. Planen var at han skulle til front, og han er en rigtig fighter der aldrig giver op”, lød det fra Stefan Friborg, som ejer hesten igennem sit brasilianske selskab Estrela Energia Stables.

“Jeg troede jeg havde vundet da jeg passerede målstregen, men da jeg så den anden jockey udvendigt for mig juble over sejren valgte jeg i stedet at holde mig i ro og vente på resultatet. Han var så tapper og dette var en drøm der gik i opfyldelse”, sagde den vindende jockey Tiago Pereira.

For Kevin Shea var andenpladsen en bitter pille at sluge: “Da jeg kiggede op lige efter målstregen troede jeg at det var vores sejr. Et galopspring efter mål var jeg foran, men det var ikke nok. Lizard’s Desire gav alt han havde, men vinderen fik det for let undervejs og kunne holde hele vejen hjem”.

Fjerdepladsen i løbet gik til amerikanske Gio Ponti med Godolphins Mastery som femte foran favoritten Gitano Hernando.

Godolphin havde en skuffende World Cup-dag på den nye hjemmebane Meydan, og de måtte nøjes med en enkelt sejr i Gruppe-2-løbet Godolphin Mile hvor Ahmed Ajtebi red Calming Influence til sejr for den nye træner Mahmoud Al Zarooni.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top