fbpx

Danskejet ‘pinhook’ til salg i Baden-Baden

På fredag afholdes den første af to auktionsdage under Baden-Badens October Mixed Sale, og det er med særskilt dansk interesse for lot nummer 62, som er en fuks irskopdrættet hoppe efter Arc-vinderen Waldgeist. Hun ejes nemlig af Flemming Salomonsens Falkonertjenesten ApS.


Falkonertjenestens hoppeåring v. Waldgeist ud af Stubbins. Foto: Gestüt Söderhof.

Salomonsen købte hoppen for 19,000 euro på Goffs November Foal Sale i fjor, og hun har sidenhen først været opstaldet på Healthy Horse Stud i Danmark og henover sommeren på Gestüt Söderhof i Tyskland.

Hoppen tilhører første årgang efter Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1)-vinderen Waldgeist (Galileo), der er opstaldet på Ballylinch Stud i Irland og i 2022 har bedækket til en takst på 15,000 euro.

Udover sejren i Arc’en vandt Waldgeist også Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) som 2-årig, og i 3-årssæsonen var han anden i Prix du Jockey-Club (Gr.1) og fjerde i Irish Derby (Gr.1).


Sådan så den fukse hoppe ud på Goffs November Foal Sale for små 11 måneder siden. Foto: FZA.

4-årssæsonen blev endnu bedre med fire Gruppeløbstriumfer på stribe, heriblandt i Grand Prix de Saint-Cloud (Gr.1), og som 5-årig slog han både til i Prix Ganay (Gr.1), Prix Foy (Gr.2) og til slut i Prix de l’Arc (Gr.1).

Hoppeåringens mor, Rip Van Winkle-datteren Stubbins, er en vindende halvsøster til bl.a. Listed-vinderen Julie’s Love (Ad Valorem), og mormoderen er bl.a. halvsøster til Melbourne Cup (G1)-vinderen Rekindling.

Flemming Salomonsens åring er halvsøster til 3-årsvinderen Stubbina (Charm Spirit), samt til 2-årige Dubai And Back (Exceed And Excel), der endnu er ustartet.

Åringen er én af blot tre afkom efter Waldgeist på auktionen i Baden-Baden.


Arc-vinderen Waldgeist på Ballylinch Stud i Irland. Foto: Ballylinch.

Se katalogsiden fra Baden-Baden-auktionen herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top