At en dansk hest vinder løb i England er ikke hverdagskost! Sidste år viste York Stutteris Desert Storm flaget og i går fulgte Stutteri Thorskovgaards syvårige vallak Algenon op og vandt et 4300 meter Steeple-Chase på Newton Abbot.
– Af Peter Knudsen
Der var 12 deltagere i løbet, som havde 16 forhindringer, og kun fem heste fuldførte løbet. Førstepræmien var på 3.576 £.
Algenon, som er efter Asaasy – La Natte, blev i sin tid solgt på Dansk Galops åringsauktion til den franske agent Guy Petit, som efterfølgende solgte hesten videre til en engelsk træner. Algenon har kun haft otte starter i sin karriere, som er resultater i fem placeringer og en enkelt sejr. Hesten er i øvrigt halvbror til Onkel Blå, som er vinder af 10 løb i Norge.