fbpx

Dansk trio topper Breeders’ Trophy Classic-listen

Bedømt ud fra handicappet ligger minimum 1,8 ud af de ca. 2,2 millioner svenske kronor og venter på de danske ejere, trænere og opdrættere i næste fredags Breeders’ Trophy Classic.


Derby-vinderen Queen Rouge. Foto: Burt Seeger.

Listen toppes helt suverænt af Marc Stotts danske Derbyvinder Queen Rouge (Lord Of England), der med 88 i handicap står seks kilo højere end Søren Jensens Derby-2’er Good Fella (Center Divider) og Bent Olsens Derby-3’er Silverstone (Pistachio), som siden også har været en overlegen vinder af Dansk Oaks.

Good Fella og Jan-Erik Neuroth vinder let foran Good Look/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.
Derby-2’eren Good Fella. Foto: Burt Seeger.

De tre danske navne, som altså udgjorde trioen i Dansk Derby den 11. august, er sammen med Lennart J:r Reuterskiölds Hot Chocolate de eneste ud af de 50 tilbagestående kandidater med et handicap på 80 eller derover.

Oaks-vinderen Silverstone. Foto: Burt Seeger.

Breeders’ Trophy Classic har en samlet præmiesum på præcis 2.191.884 svenske kronor, hvoraf de 1.095.884 tilfalder vinderen, mens der er 547.971 til nummer to og yderligere præmier til de næste fem gennem mål.


Kriteriumsvinderen Admiralty Law. Foto: Burt Seeger.

De 2-årige kandidater til Breeders’ Trophy Juvenile har endnu ikke fået handicap, men baseret ud fra point toppes listen af Søren Jensens danske Kriteriumsvinder Admiralty Law (Appel Au Maitre) sammen med Niels Petersens skandinaviske mesterskabsvinder Ascot Brass (Juniper Tree) og Kaj Sørensens Produce Stakes-vinder Speedman (Go Go Gadget).

Produce Stakes-vinderen Speedman (nærmest kameraet). Foto: Burt Seeger.

Breeders’ Trophy Juvenile byder på en samlet præmiesum på 800.000 svenske kronor med halvdelen til vinderen.


Fredagen den 20. september byder desuden også på Breeders’ Trophy Sprint, Breeders’ Trophy Mile og Breeders’ Trophy Stayer.

Samtlige opgør er forbeholdt de 4-årige heste tilmeldt Breeders’-serien og alle har en samlet præmiesum på 300.000 kronor.

Breeders’ Trophy-dagen på Bro Park afholdes bare 48 timer inden Stockholm Cup-dagen, hvortil der også blev udsendt anmeldelseslister mandag formiddag.

Der starterklæres til Breeders’-dagen på fredag den 13. september før kl. 9:30 – og til Stockholm Cup-dagen mandag den 16. september før kl. 9:30.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top