25-årige Sabina Gammelgaard var blandt fem danskere, som fornylig var på en uges kursus på British Racing School i Newmarket. Nu hjemme i Nordvestjylland ser Sabina Gammelgaard tilbage på opholdet med ovenud stor glæde.
“Vi lærte rigtig meget. Red både i flok og enkeltvis. Det blev filmet og bagefter kommenteret af læreren på skolen”, fortæller Sabina Gammelgaard, som først på året fik udmærkelsen som en af årets kometer ved Hestesportens Galla.
“Jeg har meget at lære, og har faktisk endnu ikke redet et galopløb, hvor jeg bagefter var fuldt tilfreds. Jeg kan ride 59 kg lige nu, men vil gerne ned på 56 kg som ridevægt”.
Sabina Gammelgaard er både til trav- og galopsport.Lørdag aften rider hun derbyfinalisten Nero Toft i montéløbet på Charlottenlund Travbane.
“Den kan være langt fremme, hvis den har en af sine bedre dage. Det er et stort felt på 15 heste”, konstaterer Sabina Gammelgaard, somogså er i bøjlerne på søndag, denne gang i galopsportens univers.
“Jeg skal ride Laszlo i prøveløbet i Aarhus”. Der er tale om en ustartet treåring med forældrene Final Appearance og Sofie. Det er moderens andet afkom. Hingsten er helsøster til den to år ældre Flo Jo, som har haft et enkelt besøg i vindercirklen.
“Den har jeg faktisk lejet nu af ejeren, som også har opdrættet hende”, siger Sabina Gammelgaard, som ikke har nogen plan om at blive professionel.
“Jeg trives med min nuværende situation med nogle forskellige jobs i løbet af ugen. En gang om ugen hjælper jeg til i stalden hos travtræneren Jeppe Juel”.Aalborg-træneren Jeppe Juel blev tredje i den danske trænerliga i fjor efter Flemming Jensen og Steen Juul.
“Jeg hjæler ham med ridetræningen. Jeg har også kørt sulkyløb og vundet to løb, men jeg føler ikke, at jeg er dygtig til det”.
“Det passer fint med galopløb og monté. Hestene og kattene er mine såkaldte børn. Vi har seks heste og fire katte”, ler Sabina Gammelgaard.