Den Derbyvindende jockey Andreas Tapia Dalbark, som de senere år har bidt sig godt fast i den skandinaviske rytterelite, skal for første gang indlede den skandinaviske hovedsæson med base i Sydsverige. GalopSport mødte ham i stalden hos Linda og Lennart J:r Reuterskiöld på Jägersro.
“Jeg har tilbragt en god del af vinteren i Cagnes-sur-Mer i Frankrig, og fløj direkte hertil fra Frankrig”, fortæller Andreas, som i 2022 red Mette og Dean Olsens Titannia først over stregen i både Dansk Derby, Breeders’ Trophy Classic, Mowerinaløb (Dansk 1000 Guineas) og Jyllandsløbet.
Efter at have vundet 33 løb i både 2021 og 2022, var marginalerne ikke helt på samme side for Andreas i fjor, hvor det blev til 14 sejre og 28 andenpladser i 202 ridt.
Én af de største sejre blev vundet for netop Lennart J:r Reuterskiöld i Listed-opgøret Jägersro Sprint med Irish Action (Zoffany), og en ny klassisk triumf blev det også til i Dansk Oaks på Klampenborg med Jessica Long-trænede Keep On Dancing (Moohaajim).
“Jeg har hidtil haft min base på Bro Park, men det føles godt at være på Jägersro – og så er jeg også tættere på Klampenborg, hvor jeg forhåbentlig kan fortsætte med at få gode ridt i den kommende sæson”, siger Andreas.
Den svenske rytter er mindre end en million fra at kunne runde 20.000.000 svenske kronor i samlet indtjening til hesteejerne, og med en sæson på niveau med 2021 og 2022 kan han også fejre sin sejr nummer 200 i Sverige i løbet af 2024.
Forud for sæsonstarten mangler han blot 22 vindere for at nå den næste milepæl.