Cracksman-datter aflagde sin maidentitel i andet forsøg

Rikke Rohbach Bonde og Stald Kabo ser ud til at have en spændende hoppe i fremgang i form af Cracksman-datteren Foxy Daisy, som lørdag eftermiddag aflagde sin maidentitel over 1400 meter på Klampenborgs græs.



Med Per-Anders Gråberg i sadlen nedkæmpede Foxy Daisy i opløbet både længe førende staldkammerat Bid For More (Tamayuz) og forbedrede Anchorage (Moohaajim), som hun fik henviste til tredje- og andenpladsen.

Foxy Daisy vandt til slut sikkert med lidt over en længde og leverede samtidig endnu et boost til det udmærkede vinderløb fra premieredagen, hvor hun var slået med seks længder af First (Moohaajim) og Sov Gott (Appel Au Maitre) – de to hopper, som siden fulgte op med anden- og tredjepladsen i Mowerinaløb bag Wiggle Wine (Go Go Gadget).


Foxy Daisy aflægger sin maidentitel i hænderne på Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Foxy Daisy blev købt af Rikke Bonde sidste forår i Baden-Baden, og hun er andet afkom ud af den italienske Listed-vinder Sadilla (Foxwedge), fra samme moderlinje som den tidligere europæiske championhoppe Shadayid (Shadeed), der igen blev mor til navne som Bint Shadayid, Imtiyaz og Alshadiyah.

Idet Foxy Daisy blev handlet sent, har hun ikke nogen klassiske engagementer i Sverige og Danmark, men hun er til gengæld anmeldt til Norsk 1000 Guineas den 24. juni, hvilket godt kan gå hen og blive hendes første store prøvelse.


Bolette Louise Sig Mathiassen, Karen Margrethe Sig Rasmussen og træner Rikke Rohbach Bonde med vindende Foxy Daisy og Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top