fbpx

Classic Line og Kronhjort storløbsvindere i Århus

Klampenborg-træner Bent Olsen satte lørdag eftermiddag et eftertrykkeligt punktum på den danske storløbssæson, da han vandt begge dagens hovedbegivenheder på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.


Den Jydske Vinterfavorit for den yngste årgang blev både højdramatisk og desværre hårdt skæmmet af et grimt uheld rundt det første sving, hvor forhåndsfavoritten Miss Mariko brækkede ned og sendte Kim Andersen til jorden. Andersen klarede sig helskindet, men den tragiske hændelse krævede dog Miss Marikos liv. Den fremragende ambassadør for avlshingsten Silca Legends første årgang havde vundet to af sin karrieres første tre starter, og det var med stor sandsynlighed én af bedste heste i hele årgangen der her gik bort.

Tilbage til den Jydske Vinterfavorit, hvor Marc Stott dikterede pacen på ryggen af veltrukne Cayenne, mens de to Bent Olsen-heste Classic Line og Hongkong Legend ikke var langt bagefter. Ind på opløbsstrækningen så Hongkong Legend stærkest ud af de tre forreste, og midt i opløbet så Mark Larsen ud til at have sikret sig et greb, men ligesom ved det seneste besøg på Jydsk Væddeløbsbane kunne Hongkong Legend slet ikke håndtere sidste del af opløbet, hvor han i to omgange brød alvorligt ud i banen og satte mange længder over styr.

Mark Larsen formåede at holde sig på ryggen af Mull Of Kintyre-sønnen til målstregen var skåret, hvorefter han måtte kaste sig af hesten. Sejren var i stedet gået til staldveninden Classic Line, som med Cathrine Weilby på ryggen vandt sin tredje storløbssejr i Provinsen og dermed sikrede sig den ekstra 2-årsbonus på 50.000 kroner som Elkær Stutteri havde udsat.

Netop Elkær Stutteri står bag andenhesten Cayenne, der indkasserede 27.300 kroner og endelig viste lidt af den klasse som den lovende afstamning indbyder til. Fjerdepladsen gik til endnu en Bent Olsen-deltager, Vivaldi, mens Sydney og Siena fik de sidste præmiepenge i opgøret.


Kronhjort blev “Danmarksmester”

I foråret vandt Lone Kaj-Nielsens Kronhjort Dansk 2000 Guineas i overlegen stil, men han havde ikke vundet siden. I DM for 3-årige over 2000 meter havde han dog fået en på papiret god chance for at tage endnu en storløbssejr – og selv om det holdt hårdt kunne han skære målstregen først under Jacob Johansen.

Cajun Cadet-sønnen måtte kæmpe bravt for at besejre Flywithme/Mark Larsen, og til sidst måtte han ligeledes dæmme op for en forrygende afslutning af staldkammeraten Da Vinci/Luis Villarroel, som akkurat nåede andenpladsen og dermed sikrede Bent Olsen en double. Førstepræmien var 50.000 kroner værd for Kronhjort.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top