Choknederlag til Cat Junior

Niels Petersen-trænede Cat Junior var gigantfavorit i onsdagens Klasse-1-handicap over 1600 meter på Täby, men Storm Cat-sønnen måtte indkassere et højst overraskende nederlag til Fredrik Reuterskiöld-trænede Aces Star, der under Fredrik Johansson over de sidste 200 meter fik det endelige overtag og sejrede med en halv længde.


Cat Junior var hurtigst ude af startboksen, og efter en indledningsvis delt føring med udvendige Snow Runner, kom millionimporten først ind på den lige strækning under Per-Anders Gråberg. Her svarede Cat Junior glimrende op på marchordren, og han havde fortsat et par længder at gøre godt med midt i opløbet. Dog kunne parret intet stille op da Fredrik Johansson for alvor fik gang i Aces Star.

Der var fire længders afstand til tredjehesten Erroll, som også måtte give fire kilo til både Aces Star og Cat Junior, mens Eldfote med topvægten 62 kilo og Maybach fik de sidste præmiekroner. Snow Runner faldt ovenpå det kraftige udgangstempo helt fra til slut og endte sidst.

Cat Junior fik dermed ikke den ventede lette optakt til Pramms Memorial (L) på Jägersro, mens 4-årige Aces Star allerede her fik bevist, at han er klar til at indtage sin plads i den ældre elite. Monarchos-sønnen, der vandt Vinterfavoriternas Pris som 2-årig, stod lidt i skyggen af fænomenale Moe Green i sin klassiske sæson i fjor, men med få uger til Pramms Memorial (L) ligner han absolut et emne der skal holdes godt øje med.


Double for Danny Patil og trippel til Patrick Wahl

Klampenborg Galopbanes dobbelte championlærling, indiske Danny Patil, har valgt at fortsætte karrieren hos træner Patrick Wahl på Täby, og duoen fejrede en fin double denne onsdag eftermiddag. Danny Patil vandt med hestene Zip og Sirjoshuareynolds, mens Patrick Wahl forinden havde sadlet endnu en vinder i form af Racing Lady med Valmir De Azeredo på ryggen.

Seneste artikler

Scroll to Top