Cassius vandt for Stall EOS på Fontainebleau

De norske farver stråler flot over Frankrig i denne tidlige periode af sæsonen, hvor det ene imponerende resultat efter det andet for Stall Perlen nu også har fået selskab af Tom Erik Kjeseths Stall EOS. I tirsdags var det nemlig Kjeseths egenopdrættede Cassius, der vandt Prix Eugenie de Montijo på Fontainebleau.

Cassius og Maxime Guyon vinder for Tom Erik Kjeseth på Fontainebleau. Foto: France-Sire.

6-årige Cassius (Toronado) trænes af Pia og Joakim Brandt og blev redet til sejr af Maxime Guyon – til en førstepræmie på små €12,000.

Cassius er både ejet og opdrættet af Tom Erik Kjeseths Stall EOS, og de velkendte røde og hvide farver er både blevet båret af Cassius’ mor, Calcia (Rock Of Gibraltar), mormor Chiquette (Selkirk) og oldemoderen Centinela (Caerleon).

Centinela blev i 1990’erne købt af Tom Erik Kjeseths morfar, Erik Otter Steen – grundlæggeren af Stall EOS – og i stutteriet producerede hun bl.a. den danske Derbyvinder fra 2007, Cassini (Monsun), den norske Kriteriumsvinder Chiquette (Cassius’ mormor), og ikke mindst Holy Moon (Hernando).


Cassano med Fredrik Johansson på ryggen i Stall EOS' rød-hvide farver. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Cassano med Fredrik Johansson på ryggen vinder Svenskt Kriterium 2011 i Stall EOS’ rød-hvide farver. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Mens Chiquette i avlen blev mor til den svenske Kriteriums-vinder Cassano (Kheleyf), Heatherwold Cup-vinderen Couleur Cafe (Rock Of Gibraltar) og Cassius’ mor Calcia, har Holy Moon trukket endnu større overskrifter i den internationale avl som mor til 13 vindende afkom, hvoraf det bedste har været Sea Of Class (Sea The Stars), som i 2018 både vandt Irish Oaks (Gr.1) og Yorkshire Oaks (Gr.1) og var anden bag Enable (Frankel) i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).

Kjeseth ejer ikke længere Holy Moon, men han holder Centinelas moderlinje i live gennem tre af hendes efterkommere i Frankrig.

Sejren i forgårs var den første for Cassius siden den 1. juni i fjor, hvor han slog til i Grand Handicap de Chantilly.



Tom Erik Kjeseth med sin mormor, Sonja Steen, ved modtagelsen af prisen for Årets 2-årige Hest i Norge i 2011. Titlen gik til den svenske Kriteriumsvinder Cassano, der både var ejet og opdrættet af Stall EOS, og nært relateret til Cassius. Foto: Eirik Stenhaug.

Seneste artikler

Scroll to Top