fbpx

Carsten Bundgaard er gået bort, 64 år gammel

Jeg har tirsdag aften fået overbragt den triste meddelelse om journalist Carsten Bundgaards alt for tidlige bortgang. Carsten var min kollega og samarbejdspartner igennem adskillige år; han var en ildsjæl og et af de mest ihærdige mennesker jeg har kendt.


Carstens første job indenfor væddeløbssporten var på Trav- og Galopavisen i Glumsø, og sidenhen var han i en periode i 1980’erne ansat som kontorelev og derefter sportschef på Klampenborg Galopbane.

I 1990 blev Carsten headhuntet til en stilling hos Danmarks Radio (DR), og i løbet af sine 13 år som sportsjournalist på TV-kanalen var han både med til at introducere “Firkløvertrav” og skabe hele rammen for de landsdækkende Derbyudsendelser fra både Klampenborg og Lunden.

Én af Carstens største oplevelser i karrieren som sportsjournalist var utvivlsom OL i Sydney i 2000, men det var trav- og galopsporten der – sammen med favoritklubben Real Madrid – som lå hans hjerte nærmest.

Igennem en mere end 10-årig periode skrev Carsten mere end 2000 artikler for GalopSport, inden han i begyndelsen af 2020 selv skabte sit eget medie GalopService som et tilskud til trav-pendanten CBSport.dk.

Carsten havde også 17 år bag sig på Charlottenlund Travbane, hvor han bl.a. var primusmotor for anpartsheste og fremme af sportens ungdomsafdeling.

Carsten ville være fyldt 65 år den 20. juni. Han er gået bort efter kort tids sygdom.

Æret være Carsten Bundgaards minde.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top