fbpx

Carsten Baagøe Schou: Udtalelse om baneforholdene

Ovenpå den seneste løbsdag og udsigten til at der ikke kommer nedbør den kommende uge samt fremført kritik på GalopSport, skal jeg kommentere på den øjeblikkelige situation.


Jeg tager det for givet at de aktive er klar over at vi befinder os i en ekstrem situation omkring den manglende nedbør vi den seneste periode har oplevet.

Vi – Klampenborg Galopbane – skal gøre og gør hvad der står i vores magt for at ændre banens beskaffenhed fra hård til let. Alle de ressourcer og vandmængder, som er til rådighed bliver anvendt. Det er jeg overbevist om at alle omkring Klampenborg Galopbane der har viljen til at engagere sig er klar over.

Jeg håber inderligt at de trænere som starterklærer deres heste til løbsdagen på lørdag har intention om at starte hestene også selvom banen vil have samme hårdhed som i fredags. Vi har mest tillid til vejrudsigten på ”YR” og her ser det desværre ikke ud til at vi får regn overhovedet. Der skal således et mirakel til at banen kommer bare i nærheden 2,0 på lørdag.

De trænere som har engageret sig i forholdene vil vide at vi har været udfordret af trykket på vandet, og at Novafos har været på besøg flere gange de sidste uger. Udfaldet af tryk på vandet stopper vandingsmaskinen, som først kan genstartes efter et tidsrum.

Vores vandingsmaskine kører ca. 180 meter på 6 timer. Det tager således 18 timer at vande opløbsstrækningen, hvilket har været det primære mål for vandingen.

Jeg blev mødt at stor forundring fra flere sider da vandingsmaskinen kørte helt frem til kl. 16.15 i fredags inden løbene, men efter dialog med flere trænere var dette aftalt. Banen blev dybdeluftet for 14 dage siden hvilket har tilført banen noget svigt i toppen, ligesom banen blev eftersået med græs. Vi valgte at tromle banen torsdag aften, hvilket i sagens natur ikke er optimalt da det er med til at gøre banen mere kompakt, men vi anså det som en nødvendighed at gøre banen så plan som overhovedet muligt for at reducere risikoen for skader.

Jeg må jo desværre konstatere at selv erfarne trænere med mange år på bagen ikke forstår effekten af vanding af Klampenborg Galopbanes græstæppe og i øvrigt lytter når deres spørgsmål besvares.

Klampenborg Galopbane lider økonomisk tab på den sportslige og spilmæssige del af løbsdagen i fredags. Der startede 43 heste i 7 løb, hvilket medførte at spilomsætningen blev meget lav grundet de få heste.

Vi er klar over og værdsætter at mange trænere starter deres heste selvom de er bekendte med at forholdene ikke er optimale. Derved udviser de forståelse for at galopsporten kun overlever såfremt der afvikles galopløb og galopløb hele sæsonen. Personligt har jeg stor forståelse for at heste slettes som følge af banens beskaffenhed, men generel boykort uden at sætte sig ordentligt ind i tingene er uacceptabelt og voldsomt skadeligt for Klampenborg Galopbane og derved den danske galopsport.

Det kommer til at klinge noget hult når man vælger ikke at starte heste i fredags men lægger navn til startheste på den jyske Derbydag sidste søndag, hvor banen til mit kendskab var målt til samme baneværdi som Klampenborg i fredags.

Jeg har været i dialog med 7 af de trænere som startede heste i fredags. Jeg kan konstatere at en hest har fået sore shines men ellers er der til mit kendskab ikke konstateret skader. De startende heste er i sagens natur mærkede ovenpå en start i en hård bane hvilket også gør sig gældende såfremt heste starter i en blød bane. Jeg kan konstatere at flere heste som startede såvel d. 19. maj og 25. maj leverede topresultater.

Jeg er blevet kritiseret for at gennemføre et showløb i torsdags inden løbene fredag, da dette medførte at der i tidsrummet omkring showløbet ikke kunne vandes. Jeg håber inderligt at de aktive omkring sporten forstår at et sådan showløb og de indtægter der følger til Klampenborg Galopbane er årsagen til at vi igen i år kan tilføre kr. 300.000 til løbspræmierne og i øvrigt gør at en løbsdag som i fredags med hele 3 løb med kun 4 heste overhovedet kan gennemføres.

Ydermere må det skyldes manglende indblik i effekten af vandingen at man mener at 3 timers vanding vil ændre banens beskaffenhed. Det er noget vås og en fejltolkning at mene at Klampenborg Galopbane prioriterer showløb højere end fredagens galopløb. 1. prioriteten er netop at styrke galopsporten ved at skabe et økonomisk grundlag som gavner alle aktive.

Der er trænere som vælger at starte deres heste i showløb til trods for banens beskaffenhed men samtidig ud fra en forståelse af hvor meget det gavner Klampenborg Galopbane og derved kommer sporten til gavn. Dette er vel at mærke de samme trænere som gang på gang loyalt træder til når vi har brug for det.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over at de største kritikere er dem der bidrager mindst.

Det er heldigvis efterhånden få trænere som ikke viser engagement i banens udvikling og som fx ”glemmer” at melde deres heste i træning, nægter at give trænerkommentarer som er en vigtig del af spiludviklingen og derigennem indtjening til sporten og i øvrigt aldrig kunne finde på at stille hest til rådighed i et showløb.

Kontrasten fra banens loyale trænere til de få tilbageværende kritikere bliver fra mit syn enorm og det virker ikke logisk at isolere sig fremfor at deltage i en saglig dialog og søge indflydelse.

Det er de engagerede og imødekommende trænere som er med til at skabe fremtiden for galopsporten og Klampenborg Galopbane. Dem sætter vi pris på.

Som direktør og i særdeleshed som en af banens ejere er det en stor glæde at se langt hovedparten af trænerne omkring Klampenborg Galopbane deltage i udviklingen og fremgangen på banen.

På vegne af Klampenborg Galopbane
Carsten Baagøe Schou
Direktør

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top