Den sidste generalprøve før Dexia Dansk Derby blev en funklende opvisning af den store forhåndsfavorit Carpe Diem, der med lærling Martin Rodriguez i sadlen strøg fra sin sidsteplads i feltet og frem til en komfortabel halvanden længdes sejr før Superman og Fairy Kamp.
Derby Trial Stakes blev redet over 2270 meter i stedet for den programsatte distance, og fra start var det de mindre betroede heste i opgøret der tog teten. Carpe Diem lå sidst i det 12 heste store felt rundt tribunesvinget, men midt på bagsiden skød Richard Of York-sønnen glimrende fart og avancerede frem som sjette rundt opløbssvinget.
Da feltet ramte den lige bane viste Superman sig helt fremme under Nicolaj Stott, men det tog ikke lang tid for Carpe Diem at afgøre løbet indvendigt i banen, og til slut viste han endnu engang at det ikke er for ingenting han står med favoritværdigheden til kampen om de blå bånd om blot 15 dage.
Carpe Diem vil uden tvivl komme til at cantre til start som favorit i Dexia Dansk Derby den 29. juni, og som tingene ser ud lige nu, er der ikke nogen direkte konkurrent til ham. De øvrige danske Derbyheste i årgangen har ikke imponeret, og der kan også sættes spørgsmålstegn ved 2000 Guineas-formen, efter andenhesten gennem mål, Clauses Star, måtte nøjes med syvendepladsen i Derby Trial.
Hanne Bechmann-trænede Superman er med sin andenplads bag Carpe Diem tilbage i Derbybilledet, men når de to heste mødes om 15 dage bliver det fra lige vægt, hvorimod Carpe Diem gav tre kilo til Palatal-sønnen i Derby Trial. Tredjehesten Fairy Kamp fortsatte sin gode Klampenborg-form og henviste en godkendt Le Roi til fjerdepladsen, mens Marezzo tog de sidste præmiepenge.
Carpe Diem ejes af danske TLP Racing og er opdrættet på York Stutteri.
Tølbøll-double i Grand Prix Finalen
Klampenborg HesteEjerForening og Trænerforeningens Grand Prix Finale blev en triumf for træner Jørgen Tølbøll, der i vindercirkelen kunne modtage sin duo Intigold/Line Juhl Nielsen og Red Marteeney/Le Tølbøll, der besatte de to første pladser i opgøret. Tredjepladsen gik til Gattuso, der henviste Wrams Boss og Abbielou til de næste pladser i en medrivende opløbskamp.