fbpx

Carlos snød Dina i Norsk St. Leger

Chilenske Carlos Lopez vandt torsdag aften sin anden klassiske sejr inden for få uger på Øvrevoll, da han på ryggen af Tommy K. Nilsson-trænede Zababa Sacc strøg til tops i Norsk St. Leger efter at have ført hver en meter af den lange distance.


Lopez tog omgående hånd om teten og undervejs fik han lullet de øvrige ryttere godt og grundigt i søvn. Lopez skruede en anelse op for tempoet rundt opløbssvinget, hvilket forårsagede at et par af de øvrige heste fik problemer med at hænge på, heriblandt forhåndsfavoritten Aladar der faldt ned som sidste hest. Zababa Sacc fik dermed et godt hul til konkurrenterne, og Prince Firebird-sønnen havde ikke de store problemer med at afvise det alt for sene angreb fra Aladar og Dina Danekilde.

Zababa Sacc vandt til slut let med en længde og tog dermed førstepræmiens 125.000 norske kroner. Det var i øvrigt karrierens tredje sejr i otte starter for den brune hingst, der ser ud til at kunne udvikle sig til en udmærket ældre stayer. Tredjepladsen gik til Bent Olsen-trænede Arabian Word, der efter at have været sat lidt i starten af opløbet fik kæmpet sig fint tilbage i Jacob Johansens stærke hænder, mens pusten både gik af Supergill og Act Two i sidste del af opgøret.

Zababa Sacc er både ejet og opdrættet af Stutteri Saccracing, som selv ejede hestens mor Evelip Sacc. Det var amatørtræner Tommy K. Nilssons første klassiske triumf.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top