Carlos Lopez pakkede ikke noget ind, da han blev interviewet efter sejren med 3-årige Soulofchess i Open Handicap over 1200 meter på Bro Park. “Han er den bedste sprinter her”, lød det fra chileneren ovenpå Gutaifan-sønnens første start græs på i karrieren.
Soulofchess indkasserede på den svenske Derbydag sin karrieres første nederlag, da han blot var slået med tre længder i mål af City Code i Zawawi Sprint (L).
Denne gang var han ude i handicapsammenhæng mod tre ældre konkurrenter på Bro Parks græs, og efter sin sædvanlige indledning bagerst i feltet, avancerede han udvendigt rundt opløbssvinget og overtog føringen kort inde i opløbet.
Sejren lød til slut “kun” på en halv længde foran Globemaster (Zaahid), men Soulofchess var meget bedre end afstanden antyder.
“Han vender højst sandsynligt tilbage i sprintløbet på Cup-dagen”, supplerede Niels Petersen efter sin anden dagssejr.
Om Carlos så får ret i, at Soulofchess rent faktisk er Skandinaviens bedste sprinter, kommer op til bevis den 17. september.
