fbpx

Bugatti BF styrkede sit Derbykandidatur

Fredrik Reuterskiölds amerikanskopdrættede Breeze Up-import Bugatti BF styrkede onsdag sit kandidatur til næste års svenske Derby, da han i sikker stil hjemtog Skånelandlöpning foran Bent Olsen-trænede Nuevo Estrella.



Oliver Wilson havde længe føringen i bøjlerne på rutinerede Nuevo Estrella (Kodiac), men ganske kort inde i opløbet havde Bugatti BF (Creative Cause) skaffet overtaget, og under Valmir de Azeredo trak den brune hingst yderligere fra til slut og vandt med små tre længder.

Samme afstand havde Nuevo Estrella til Stig Holms-vinderen Yoyo (Charm Spirit), mens Beck (Dawn Approach) blev fjerde før favoritten Bushmill (Gleneagles), der her indkasserede karrierens første nederlag.


Bugatti BF besejrer Nuevo Estrella i Skånelandlöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Vindende Bugatti BF er født og opdrættet i Kentucky og endte i Hästgruppen i Lunds hænder efter april måneds Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.

Hér fik Fredrik Reuterskiöld sammen med sin agent Paul Harley hammerslaget på hingsten for 25,000 pund, og det var i øvrigt med Bent Olsen som en af de øvrige skandinaviske budgivere.

Og Bugatti BF har også nøjagtig den profil, som ofte viser sig populær blandt interessenter med Svenskt Derby for øje.

Han blev fremstillet af Willie Brownes Mocklershill, som bl.a. også stod bag Lone Kaj-Nielsens Derbyvinder Red Cactus (Hard Spun), og han er efter Creative Cause (Giant’s Causeway), der var Grade-1-vinder som 2-årig og Grade-2-vinder som 3-årig.


Bugatti BF og Valmir de Azeredo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Moderen, Beautiful Greeley (Mr Greeley) var vinder som 3-årig i USA og har i avlen produceret tre yderligere vindere fra lige så mange startende afkom.

Beautiful Greeley er søster til seks vindere, og mormoderen You’re Beautiful (Storm Cat) er en vindende halvsøster til den amerikanske Champion og Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vindende avlshingst Tiznow (Cee’s Tizzy).

”Der var velsagtens ingen grund til ikke at købe ham på Breeze Up-auktionen i foråret. Han er et sent født maj-føl, og vi har haft Skånelandlöpning i kikkerten som den eneste større opgave i 2-årssæsonen”, sagde Fredrik Reuterskiöld allerede efter hingstens debutsejr på Jägersro i slutningen af august.

Sejren i Skånelandlöpning var 165.000 svenske kronor værd for Hästgruppen i Lund AB, som endnu engang har et lovende Derbyemne.


Lisa og Fredrik Reuterskiöld med Hästgruppen i Lund og Bugattif BF. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I fjor vandt Steinar (Union Rags) netop Skånelandlöpning efter et lignende oplæg fra Susanne Berneklint, og han fortsatte som bekendt sin fremmarch med andenpladser i både Svenskt Derby og Voterlöpning, inden han triumferede i det tredje ben af Jägersros Triple Crown, Hurricanelöpning.

Fredrik Reuterskiöld og Valmir De Azeredo sejrede også i dagens 2-årsmaidenløb med Stall Tigris’ Step Aside (Footstepsinthesand).



Olsen tog Manoustielöpning i stedet

Efter andenpladsen i Skånelandlöpning med Nuevo Estrella, var Bent Olsen klar til at tage revanche i det andet af dagens store opgør, de 2-åriges Manoustielöpning over 1200 meter.

Hér vandt Brazen Beau-sønnen Tucci for anden gang i træk på Jägersro for jockey Diego Pedroza.


Tucci vinder Manoustielöpning foran Wortheverypingin og Carter. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det blev tæt op mod målstregen i kamp med Francisco Castros Wortheverypingin (Profitable) og Fredrik Reuterskiölds Carter (Swipe), men Tucci var stadig stærkest på stregen og tog førstepræmiens 82.500 svenske kronor til Lulu Tøpholm og William Segovia.



Spinwell slog Master Zone i Kriterium Trial

Endnu et 2-årsløb var på programmet i form af Kriterium Trial over 1600 meter, hvor Wido Neuroth lod sin overlegne Göteborg-debutvinder Master Zone (Appel Au Maitre) teste Jägersro forud for Svenskt Kriterium.

Master Zone leverede en glimrende indsats, men det var ikke nok til at slå Lennart J:r Reuterskiölds Spinwell (Make Believe), som under Jacob Johansen sejrede efter kamp med en halv længde, hvorefter staldkammeraten Beckham (Shalaa) sluttede tredje.


Spinwell vinder Kriterium Trial foran Master Zone. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Spinwell havde ikke startet siden sin debutsejr over 1200 meter, og han kommer nu ubesejret til Svenskt Kriterium hvor modstanderne udover Master Zone og Beckham også kan komme til at tælle navne som den danske Vinterfavorit Eagle Eye (Gleneagles) og den skandinaviske 2-årsmester Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre).

Lennart J:r Reuterskiöld og Jacob Johansen vandt yderligere sammen med 3-årige Tin Win (Appel Au Maitre).

Både Spinwell og Tin Win er i øvrigt opdrættet af Jacqueline og Lennart Henrikssons Kastanjegårdens Stuteri.


Sea Lieutenant slår Masseto på stregen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En double blev det også til for Per-Anders Gråberg, som både sejrede med Francisco Castro og Stald Seasides Sea Lieutenant (Mastercraftsman) og med Malin Roths Filia Kalejs (Footstepsinthesand).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top