I fjor galopperede Buckham til start som favorit i J Lauritzen Dansk Derby på Klampenborg, men han blev skadet undervejs i løbet og fik det meste af sin klassiske sæson ødelagt.
Alligevel kom han tilbage sidst på efteråret og vandt en legende let sejr i Norsk Mesterskap for 3-årige, og naturligvis var der set frem til hans første start som 4-årig torsdag aften på Øvrevoll. Men de færreste havde vel regnet med at Academy Award-sønnen ville være så overlegen!
For første gang sad Fredrik Johansson på ryggen af den Cathrine Erichsen-trænede brune vallak, og som ofte før var Buckham hurtigt ude af boksen i det 1750 meter lange opgør på Øvrevolls dirt track. Der var en række udmærkede handicappere med i opgøret, og Buckham bar 61 kilo på ryggen, men Fredrik Johansson fik aldrig behov for at udfolde sig, idet hesten selv gjorde det meste af arbejdet og allerede kort inde i opløbet forsvandt fra sin staldkammerat Vestano/Rafael Schistl og trak fra til en overlegen 6½ længdes sejr.
Præstationen blev vurderet til 84 af generalhandicapper Pam Cordrey, og det tør siges at Buckham nu er tilbage i favoritfeltet til Ernst & Young Dansk Breeders’ Cup torsdag den 2. juni på Klampenborg.
Vi har dog ikke set de fleste af Buckhams nærmeste konkurrenter til Breeders’-titlen endnu i år – Attention Please, Sir Randolph, Loquita og Sir Henry – men der er lagt et yderligere pres på hjemmebanehestene efter den suveræne præstation af sidste års danske Derbyfavorit.
Tre gange Gråberg og mange “stald-doubler”
Torsdagens syv opgør på Øvrevoll bød på noget så usædvanligt som fire “stald-doubler”, og derudover stod Per-Anders Gråberg for et rent hattrick i aftenens tre første løb. Gråberg lagde ud med at vinde med Niels Petersen-trænede Cawett Cove, der havde sin staldkammerat Milly nogle længder bag sig.
Derefter vandt Gråberg med Knut O. Arnesen-trænede Zafir Zaid, og efterfølgende var han atter på pletten med Fricoteiro (foto herover), der besejrede sin staldkammerat Bank Of Burden – også her var begge heste trænet af danske Niels Petersen.
I Cajun Cadet Eliteløp over 1100 meter var det meget passende Cajun Cadets tidligere træner, Wido Neuroth, der tog en dobbelt sejr med Simian og Red Colori (foto herover), og til slut var det som før nævnt Cathrine Erichsen der doublede med Buckham og Vestano.
























